Velkommen til Cuba
Republikken Cuba er en ø-stat i det nordlige Caribien. Den ligger på grænsen mellem Det Caribiske Hav og Atlanterhavet. Klimaet er tropisk, men temperaturerne modereres af det omgivende hav, og derfor har Caribiens største ø en smuk og spændende natur. Landbrugsjorden er rigelig og særdeles frugtbar. Bl.a. dyrkes tobak under ideelle vilkår, og cubanske cigarer fastholder en førende rolle på verdensmarkedet. Det, der kendetegner Cubas natur og som gør øen til et paradis for økoturister, er dens rigt varierede flora og fauna, dens tropiske regnskovsklima, dens mange øer og dens særlige geologiske beskaffenhed, som danner grundlag for de mest pragtfulde naturlandskaber.
Overalt i landet forundres man over den fascinerende mosaik og uforudsigelighed, øen rummer, hvad enten det drejer sig om arkitekturen, naturen eller de lokale cubanere i farvestrålende guayaberas.