• Cala Vinyes

Om Cala Vinyes

Om Cala Vinyes

Cala Vinyes – når ferien skal ånde fred og ro

Ved en lille, palmeklædt sandstrand på den sydvestlige del af Mallorca ligger den hyggelige ferieby Cala Vinyes. Her kan du glæde dig til at sænke tempoet helt, lade hverdagsstressen fare og bare fortabe dig i roen. Velkommen til mallorcinsk ferieliv, der giver ny energi!

Hyggeligt ferieliv i rolige omgivelser
I den lille, idylliske ferieby er der kun få hoteller, et begrænset antal spisesteder og et enkelt minimarked. Men der behøves ikke mere, for feriebyens trækplaster er netop freden, roen og den dejlige sandstrand. Kort sagt, den perfekte ramme til en afslappende ferie.

Strandliv i mallorcinsk natur
Cala Vinyes er smukt beliggende i en lille bugt med flot sandstrand, der inviterer til dejlige dasedage med sand mellem tæerne, solstrejf på kinderne og behagelig skygge fra de mange palmetræer. På stranden bydes du velkommen af en intim og hyggelig atmosfære grundet strandens beskedne størrelse og de omgivende lave og typisk mallorcinske klipper. Stranden er sjældent overfyldt, men summer alligevel af hyggeligt strandliv. Her er du fri for støjende og hektisk aktivitet med vandsport, men kan i stedet nyde lyden af vandskvulp og palmernes rislende blade samt den fine udsigt til bugten i ro og mag.
Med sit lave vand, rolige leben og læ fra bugten er stranden desuden særdeles børnevenlig. For enden er en legeplads, hvor der er mulighed for at brænde lidt ekstra krudt af.
Vil du have en endnu mere ugeneret strandtur, kan du besøge den mindre strand Cala Falcó, der ligger syd for Cala Vinyes i bunden af en smal bugt.

Tæt på Magaluf og Palma Nova
Selvom du nyder, at alt ånder fred og ro i den lille ferieby, kan det være rart, at du ikke er langt fra større byer. Cala Vinyes ligger nemlig blot 2-3 km fra de større feriebyer Magaluf og Palma Nova. Magaluf er særligt kendt for sit livlige natteliv og muntre feriestemning, mens det er den fine strandpromenade, de mange restauranter og cafeer, der kendetegner Palma Nova. Vil du have et udbud af shoppingmuligheder, spisesteder og ferieunderholdning, kan du dermed let besøge Magaluf og Palma Nova på en kort taxatur.

Transfer
Det tager omkring 30 minutter at køre fra lufthavnen til Cala Vinyes.

Kort

Klik her for at se hotellets beliggenhed

Del denne side via E-mail