Alle rejsemål
Storby
Rundrejser
Safari
Golf
Flybillet
  • Cala d'Or

Om Cala d'Or

Cala d’Or – hyggelig atmosfære og fine strande

Det er ikke så underligt, at Cala d’Or har fået sit tilnavn ”Guldbugten”. Feriebyen er helt igennem fantastisk med sine skønne, kridhvide strande, maleriske bugter og vige med det klareste azurblå vand. Området er charmerende med smukke, gamle stenhuse, blomstrende gårdhaver og frodig natur. Så er du på udkig efter en ferie ved strand og vand, så er Cala d’Or det ideelle sted.

Atmosfæren i Cala d’Or er eksklusiv, dog uden at virke snobbet eller dyr. Selvom byen i de senere år er blevet udbygget, er det oprindelige miljø dog fastholdt. Der er derfor ingen betonkomplekser at finde her, udelukkende lave hvide spanske haciendaer i frodige omgivelser.

Rolig og stemningsfyldt atmosfære
Du finder ikke et roligere og mere stemningsfyldt sted på Mallorca end Cala d’Or. Livet i byen foregår i et afslappet tempo, men der er stadig nok af aktivitet at finde i de små, hyggelige gågader. Her finder du fine butikker og restauranter, der serverer lokale spanske retter som sardiner, blæksprutte, havkat, hummer og pighvar såvel som internationale retter. Du må endelig heller ikke glemme at smage på den autentiske spanske tapas og den forfriskende spanske sangria, når du besøger området. Ved havnen ligger små fiskerbåde, og om aftenen er det her de fleste udflugter afgår fra. Side om side med de små fiskerbåde ligger den ene luksuriøse yacht efter den anden og venter på at blive betragtet.

Mallorcas fineste strande
I Cala d’Or ligger flere af Mallorcas fineste badebugter, omkredset af høje klippesatser, hvor du finder fint, lyst sand og krystalklart vand – perfekt til snorkling. Der er også rig mulighed for at leje vandcykler, hvis du vil en tur ud på det flotte vand.

Bevæger du dig ca. fire kilometer væk fra byen til Es Trenc, finder du en lidt større strand med god mulighed for privatliv. Her kan du roligt læne dig tilbage og nyde udsigten over vandet og horisonten. Dele af stranden er dog forbeholdt nudister.

Oplevelser
Trænger du til en pause fra strandene, er der gode muligheder for at finde forskellige aktiviteter i området. Du kan finde de fleste former for vandsport, spille tennis og squash, dykke eller spille minigolf. Spiller du golf, ligger der en stor og fin golfbane i Val d’Or, kun ti kilometer uden for byen.

Når du besøger byen, bør du opleve de fine, små landsbyer og skønne badebugter, der ligger i nærheden. Tilbage i 1930’erne var byen et tilholdssted for mange kunstnere, som fandt inspiration til deres motiver i de smukke og maleriske bugter.

Tag den lokale bus eller hop på båden til naturreservatet Cala Mondrago, der ligger ved det sydlige Cala d'Or og oplev den smukke natur og de fine strande. Fiskerbyerne Porto Petro og Porto Colom er bestemt også et besøg værd. Her kan du nyde en fin middag ved havet, langt væk fra de turistede områder. Du kan også leje en cykel og udforske områdets landskab langs kysten eller leje en bil og tage på udflugt til det lille kloster i San Salvador, hvor du opleve den fantastiske panoramaudsigt ud over øen.

Kører du ca. 30 min. nord for Cala d’Or, kommer du til Porto Cristo, hvor du finder Europas største drypstenshule Dragegrotterne - en af Mallorcas største attraktioner. Her er der rig mulighed for at se grottens mange facetter, og turen ender ved Europas største underjordiske sø, hvor du bliver mødt af et lille orkester, der spiller klassisk musik fra nogle oplyste både.

Særlige begivenheder
Besøger du byen i juni måned, kan du opleve den lokale jazzfestival, hvor stemningen er i top, og hvor de festglade lokale beboere danser i takt til musikken.

I august måned kan du opleve byens lokale festdag og andre festlige begivenheder i byen.

I maj og september afholdes den traditionelle Ironman i det nordlige Mallorca. Her kan du opleve en spændende triatlonkonkurrence, som efterhånden har udviklet sig til en folkefest.

Transfer
Det tager ca. 50-60 min. at køre fra lufthavnen til det første hotel i Cala d’Or.

Vores service
Rejsen foregår på egen hånd, og der er ikke dansktalende rejseledere i Cala d'Or. Det er muligt at ringe til vores service telefon på Mallorca såfrem der opstår udfordringer eller spørgsmål.

Kort

Klik her for at se hotellets beliggenhed

Del denne side via E-mail