På flodkrydstogtet på Nilen med Rejseklubben sejler vi enten med MS Miriam eller MS Medea. Skibene er tvillingeskibe og har samme faciliteter og standard. Begge skibe er nyligt renoveret og fremstår moderne og indbydende.
Skibet vi skal sejle med er et fem-ankret skib bestående af fire dæk samt et soldæk med pool og flotte solstole. På nederste dæk ligger skibets restaurant, som tilbyder alle måltiderne serveret fra buffet. Maden er af høj kvalitet og stor variation, og til morgenmaden er der live cooking med fx omelet og pandekager, vafler mm.
Der er i alt 58 kahytter samt en elegant restaurant med udsigt til den smukke Nilen. Derudover er der loungeområde med bar og sofaer – oplagt til en drink eller et spil kort eller bare en god snak med de øvrige rejsende. Holder du af at dyrke motion på ferien, er der et mindre fitnesslokale, som er til fri afbenyttelse. Er du mere til selvforkælelse, kan du bestille massage ombord på skibet (mod betaling).
Pension
Ombord på skibet har du fuldpension med drikkevarer. Det vil sige morgenmad med kaffe og juice samt frokost og middag med sodavand, øl og vin. Øvrige drikkevarer samt drikkevarer uden for måltiderne er mod betaling.
En gang i løbet af ugen er der "candle light dinner" med en fast menu i stedet for buffet. Der er ingen officielle krav om dresscode i restauranten, men skibets personale ser gerne, at man ikke spiser i shorts og t-shirt til netop denne middag.
Sådan bor du
Ophold i ca. 20 m2 store superior kahytter med to enkeltsenge eller en dobbeltseng indrettet med eget bad/toilet med bruseniche, hårtørrer, aircondition, fladskærm, minibar, safebox og kaffefaciliteter. Alle kahytterne er udvendige kahytter med vindue. Kahytterne er indrettet med trægulve og elegante møbler.