Alle rejsemål
Rundrejser
Safari
Golf
Flybillet
  • Kalives

Om Kalives

Om Kalives

Græsk feriestemning og frodig natur

Kalives er en hyggelig lille by på Kreta, som er særligt kendt for sit rolige og afslappende miljø og ikke mindst sine skønne, frodige omgivelser. Du finder både skøn græsk feriestemning og et strejf af det traditionelle hverdagsliv på Kreta. Landsbyen tryllebinder dig allerede ved første møde med sin smukke udsigt over Akrotirihalvøen, der ligger ud for Chania by, samt sine tre floder, som flyder ud i havet.

Det afslappende tempo gør stedet til et roligt og stemningsfuldt område, hvor du kan møde de lokale på byens traditionelle taverner, eller blot nyde solen og bade ved byens indbydende sandstrande. På byens hovedgade finder du et fint udvalg af butikker og langs kysten ligger en række små restauranter og cafeer, som serverer lækre, traditionelle græske retter. Kalives har desuden en hyggelig fiskerihavn, hvorfra byens restauranter dagligt får leveret frisk fisk. Byens frodige omgivelser kan med fordel udforskes til fods, eller du kan leje en cykel og tage på opdagelse rundt i området.

Et besøg i Kalives er ideelt for både par og børnefamilier, som drømmer om en skøn ferie i rolige og smukke omgivelser.  

Skønne strande med klart og rent vand
Strandene i Kalives er bestemt et besøg værd! Byens ene strand har gyldengult sand omkredset af turkisblåt hav, og har derudover fået EU’s blå flag for sit imponerende klare og rene vand - en dukkert er derfor helt ideelt her. Stranden er særligt velegnet til familier med små børn, da vandet bliver langsomt dybt. På vejen til stranden passerer du massevis af vindrue-plantager og kaktusplanter som nydeligt pryder den skønne natur.

Hyggelig indkvartering lige ved stranden
I Kalives har vi udvalgt en række skønne og særdeles hyggelige hoteller, som alle ligger blot et stenkast fra stranden. Uanset om du ønsker et romantisk ophold for to eller en familietur i hyggelige omgivelser, er der gode muligheder for at finde et hotel, der matcher lige præcis dine behov. Vores hoteller er i gåafstand til byens gode restauranter og cafeer, hvor du kan nyde en forfriskende drink i middagssolen eller smage på nogle af de lækre græske specialiteter.  

Almyrida – uberørt landsby i rolig atmosfære
Lej en bil og kør ca. 10 min. østpå til det fredelige Almyrida. Denne charmerende by ved havet får dig hurtigt til at føle, at du er i Grækenland med små hyggelige taverner, minimarkeder, pinjetræer og en lille havn. Landsbyen er forholdsvist uberørt og er hjemsted for blot 75 indbyggere. Bylivet foregår omkring hovedgaden, som strækker sig gennem hele byen. Her finder du supermarkeder, cafeer og bagerier omringet af smukke omgivelser, og om aftenen kan du opleve den fantastiske solnedgang over Almyridabugten. Nedenfor byens hovedgade ligger stranden, som består af tre små bugter, herunder to sandstrande blandet med rullesten samt en stenstrand, som er ideel til snorkling.  

Itzedin og Aptera – historiske forter med fantastisk udsigt
Kører du 10-15 min. væk fra Kalives, finder du de historiske forter Itzedin og Aptera, som ligger overfor hinanden, dog med få minutters afstand imellem dem. Itzedin er et gammelt fort, som i nyere tid har været brugt som fængsel, men nu er lukket af for offentligheden. Du kan dog stadig gå rundt langs den store fæstning og nyde den fantastiske udsigt ud over kysten. Fortsætter du til ruinlandsbyen Aptera, der ligger på en bjergtop, kan du opleve betydelige, velbevarede rester af en hellenistisk bymur og et fort, hvorfra du kan spotte Itzedin og nyde den imponerende udsigt ud over bugten.

Chania – hyggelig lystbådehavn og livligt byliv  
Ca. 30 minutters kørsel fra Kalives finder du Kretas næststørste by Chania. Byens pastelfarvede huse ligner noget, der er taget ud af en eventyrbog og stedets magi forstærkes i takt med, at lysene gradvist blændes op, når det lune aftenmørke sænker sig over Chania havn – byens hjerte. Her ligger både lystbåde og små fiskerbåde, og langs kajen kan du finde en række gode restauranter med fantastisk udsigt ud over vandet. I Chania er der både oplevelser for de eventyrlystne og afslappende daseliv for de strandglade. Besøg fx nogle af byens mange museer eller tag en tur rundt med hestedroske til Kretas ”lille Venedig”, der har fået sit tilnavn efter middelalderens venetianere. Du kan også tage på rundtur i Chanias gamle bydel eller shoppe løs i markedshallen mellem den nye og gamle bydel, som byder på massevis af kulinariske souvenirs og lokale specialiteter. I byens vestlige del finder du den populære Neo Chora-strand med finkornet sand og relativt lavt badevand - perfekt til både voksne og børn.

Transfer
Det tager ca. 30 min. at køre fra lufthavnen til det første hotel i Kalives. 

Kort

Klik her for at se hotellets beliggenhed

Del denne side via E-mail