Alle rejsemål
Rundrejser
Safari
Golf
Flybillet
  • Costa Calma

Om Costa Calma, Fuerteventura

Om Costa Calma, Fuerteventura

Costa Calma – den rolige kyst og afslappende atmosfære

Costa Calma betyder den rolige kyst – nyd livet, kysten og den afslappende atmosfære i fuldstændig komfortable omgivelser. I Costa Calma tager man hver dag, som den kommer.

De gode strande
Lige dér, hvor Fuerteventuras bedste og længste strand starter, ligger Costa Calma. Læn jer tilbage i det finkornede sand og nyd det krystalklare vand. Stranden er så lang, at I uden problemer altid kan finde jeres eget lille sted.

Windsurfernes paradis
Hvert år valfarter windsurfere til Costa Calma, fordi forholdene er helt ideelle til lige præcis deres sport. Nyd synet eller prøv det selv – selv nybegyndere kan være med ud for Costa Calmas kyst. Er I ikke til windsurfing, kan I i stedet nyde de frodige områder, som Costa Calma byder på.

Oplev Fuerteventura
Fuerteventura har meget byde på – øen har kendt for sin skønne natur, som bedst opleves i vandresko. I kan naturligvis også leje en mountainbike eller en bil. Drej væk fra sydkysten og kom helt tæt på det ægte og autentiske Fuerteventura. I en bil bestemmer I selv tempoet for jeres oplevelser – kør fx til den traditionelle fiskerby Ajuy eller øens gamle hovedstad Betancuria.

Golf på Fuerteventura
I kan let kombinere Fuerteventura med nogle gode feriedage på golfbanerne. Øen har tre rigtige gode baner med udfordringer til en hver. I Caleta de Fueste ligger to af øens baner, der er meget forskellige. Hvis I bestiller starttider hjemmefra, får I de bedste tider.

Transfer
Det tager ca. 1 time at køre fra lufthavnen til det første hotel i Costa Calma.

Oplevelser

Det bedste af Fuerteventura

Fuerteventura er en fantastisk ø, og har så meget at byde på – som måske ikke ses ved første øjekast. Fra syd til nord og øst til vest gemmer sig mange små, unikke perler og en unik natur som er ualmindeligt beundringsværdig! På vores ørundtur vil du føle alle dine sanser komme i brug, som vi kaster os ud i dagens spækfyldte oplevelsesprogram, hvor der vil være noget for alle.

Vi forlader Jandia halvøen og dens kyst, for at tage op i højderne på Fuerteventuras bjergede vestkyst. Her vil vi først gøre stop ved det smukkeste udsigtspunkt, hvorfra er en 360 graders panorama udsigt og vind i håret venter os. På de klareste dage kan man endda spotte Gran Canaria i horisonten! Herefter kører vi videre mod den lille lokale by Pajara, som danner ramme for et hyggeligt bytorv, med en af øens ældste bygninger, nemlig kirken Iglesia de Nuestra Senora de Regle. Der er desuden mulighed for at prøve den lokale kaffe Barraquito, som er meget populær på øen.

Turen fortsætter videre igennem bjergenes sving med smukke og unikke udsigter undervejs, til vi rammer den hyggeligste- og tidligere hovedby Betancuria. Her er der mulighed for, på egen hånd, at nyde duften af brændte mandler, se på noget smukt kanarisk arkitektur og besøge de små hyggelige souvenirshops på den lille gade. Efter vi sætter os i bussen igen, så begynder maverne ofte at rumle. Derfor kører vi videre til Valle de Santa Inés, hvor vi vil spise noget lækker kanarisk frokost og drikke noget vin i hinandens gode selskab.

Når maven er fuld, så sættes kursen atter nord på, mod Fuerteventuras ældste fiskerby Corralejo, som i dag også er særligt kendt for at være yderst turistvenlig. Her vil der være en mindre byvandring, for at vise nogle af byens bedste sider, inden man slippes fri til at udforske den store shoppegade og nyde en is ved havnen. Efter en halvanden times tid i guidernes yndlings by, kører bussen ud til de betagende sanddyner Las Dunas, hvor man kan gå – eller rulle - en tur i det bløde sand fra Saharas ørken.

Som vi bevæger os tilbage mod den sydlige del af øen, så vil jeres rejseleder diske op med god underholdning og en lille konkurrence i bussen, inden vi rammer dagens sidste stop på plantagen Finca Canarias Aloe Vera ved Gran Tarajal. Her finder vi svar på, hvor unik Aloe Vera planten er – en plante som trives perfekt i Fuerteventuras tørre klima. Planten kan bruges til alt fra bodyscrub til Aloe Vera drik, og vi vil gennemgå hele processen fra dyrkning af planten til den bliver et produkt på hylderne. Efterfølgende er der mulighed for at købe nogle Aloe Vera produkter med hjem til hotellet, som vi kører tilbage til, efter en lang og begivenheds dag.

Vejledende pris: 
Voksne kr. 440
Børn kr. 225

Frokost er inkluderet. 
Heldagsudflugt fra ca. 8.15 - 18.45.


OBS: Kaffe i Pajara er ikke inkluderet i prisen. Ved frokost serveres der vand og vin til voksne og en sød drink til børnene. Turen er ikke for gangbesværede. Ørundturen køres fra Jandia og Costa Calma. 


Udflugtsdatoen er vejledende. Den endelige dato, hvor udflugten afvikles, oplyses ved ankomst til destinationen.

Sejltur på piratskibet Pedra Sartaña

Ohøj landkrabber! Hop med ombord og nyd en skøn dag på piratskibet Pedra Sartaña.

Dagen begynder med opsamling fra hotellerne, hvorefter en kort bustur langs den smukke Jandía-kyst bringer os frem til havnen i Morro Jable. Her venter Pedra Sartaña, der gennem mange år har tjent den spanske flåde.

På skibet venter der en oplevelse for hele familien ombord på den flydende historie, hvor piraten selvfølgelig også selv vil være med og lave sjov og spas med alle gæsterne. Dagen igennem afholdes flere konkurrencer med rig mulighed for at vinde små præmier.

Turen byder på muligheden for at hoppe en tur i havet. Du kan bade, snorkle, fiske eller bare solbade ombord, inden frokosten bliver serveret. Med en smule held vil vi måske kunne spotte delfiner, hvaler eller endda flyvefisk.

Turen passer godt til hele familien samt alle dem, der er vilde med en hyggelig dag på havet!

Vejledende pris: 
Voksne kr. 440
Børn kr. 225

Udflugtsdatoen er vejledende. Den endelige dato, hvor udflugten afvikles, oplyses ved ankomst til destinationen.

Oasis Park
Oasis Park - heldagsudflugt

Parken byder på intet mindre end 3.000 forskellige dyr samt 6.800 forskellige planter. I løbet af besøget kan du gå på opdagelse i parken. Tag blandt andet end tur hen til de søde søløver og oplev deres mange forskellige træk og skønne personligheder. Hvis der skal mere fart over feltet, skal du besøge de store rovfugle. Her flyver ørne, falke og ugler rundt og viser deres hurtighed, når fanger byttet. Der er også mulighed for at få indblik i krybdyrenes verden. Dyrepasserne finder forskellige krybdyr og giver de besøgende muligheden for at komme helt tæt på. Alt dette er inkluderet i entréprisen, ved indgangen kan du se, hvornår dyrepasserne er ved dyrene.

Oasis Park byder på oplevelser for hele familien! Ved køb af indgangsbillet til Oasis Park hos din rejseleder, har du mulighed for at få rabat på Restaurant Patio Majorero i parken. Du kan få mere information hos din rejseleder.

OBS: Transport med bus fra forskellige opsamlingssteder samt udvalgte fremvisninger er inkluderet i prisen. Denne oplevelse kan bookes til alle ugens dage og er uden en dansktalende rejseleder.

Vejledende pris: 
Voksne kr. 295
Børn kr. 185

Udflugtsdatoen er vejledende. Den endelige dato, hvor udflugten afvikles, oplyses ved ankomst til destinationen.

Magic Select – på egen hånd

Ombord på Fuerteventuras største, sejlende katamaran Magic Select nyder vi en fantastisk dag ude på Atlanterhavet. Vi sejler ned langs den imponerende, vulkanskabte kystlinje på den sydlige del af øen. Undervejs kaster vi anker ved en idyllisk bugt, hvor der er mulighed for både at svømme, snorkle og fiske. På båden serveres der grillet kylling, salat, brød, kanariske kartofler (papas arrugadas) samt mojo-sauce. Derudover er der fri bar under sejladsen, hvor der tilbydes øl, vin, læskedrikke samt vand. Turen foregår dagligt og afgår fra havnen kl. 10.00 og er tilbage i Morro Jable kl. 14:30.

OBS: Der tilbydes transport til og fra katamaranen fra områderne Costa Calma, Esquinzo samt Jandía. Bor man i et andet område end de nævnte, er transporten til/fra katamaranen for egen regning.

Vejledende pris:
Voksne kr. 515 pr. person
Børn (2-11,99 år) kr. 290 pr. barn.

Del denne side via E-mail