• Fuencaliente

Om Fuencaliente, La palma

Fuencaliente - øens bedste ferieresort

På La Palmas solsikre sydkyst ligger Fuencaliente. Her bor du på det fantastiske resort, Hotel La Palma Princess, med en formidabel udsigt over Atlanterhavet. Vil I bade kan I tage en dukkert i et af resorts ti pools.

Den solsikre kyst
Fuencaliente ligger på La Palmas sydspids, hvor solen næsten hver eneste dag kigger forbi. Området er udover sine gode hoteller også kendt for sine vinmarker og bananplantager. I Fuencaliente området ligger også øens to kendte vulkaner, Teneguía og San Antonio, som I kan vandre på. Det er absolut et besøg værd!

Ti pools og vilde udsigter
Lidt udenfor den lille by, Fuencaliente, ligger et af La Palmas bedste ferieresorts, Hotel La Palma Princess. Her findes intet mindre end 10 pools og en anlagt sandstrand. Der er også mange forskellige faciliteter – slap af i hotellets spa eller tag et spil tennis. Hele ferien er med All Inclusive, det gør ferien endnu mere prisværdig og bekymringsfri. Et godt valg både til familier og par.

Flere oplevelser
I løbet af jeres ferie kan I tage med Bravo Tours på udflugter. Tag for eksempel med på en uforglemmelig vandretur eller ø-rundtur. I kan også leje en bil og køre rundt i det fascinerende landskab. Det er en god ide at bestille bilen inden afrejse, da der er et begrænset antal biler til rådighed på øen.

Transfer
Fra lufthavnen til hotellet i Fuencaliente tager det cirka 45 minutter.

Oplevelser

Roque de los Muchachos
La Palmas højeste bjerg, Roque de los Muchachos

Glæd dig til en dag i La Palmas skønne natur! Vi kører mod nord langs øens flotte vestkyst til La Palmas højeste bjerg, Roque de los Muchachos. De små bjerge beriger os med smukke udsigter og små landsbyer på vejen. Vi besøger et lokalt marked, og til frokost smager vi den fantastiske traditionelle kanariske mad. Om eftermiddagen kører vi op – helt op til øens højeste punkt, Roque de los Muchachos (2.246 meter). Her nyder vi panoramaudsigten over bjergene, havet og det enorme vulkankrater La Caldera de Taburiente. 

Heldagsudflugt. 

Udflugtsdatoen er vejledende. Den endelige dato, hvor udflugten afvikles, oplyses ved ankomst til destinationen.  

Santa Cruz de la Palma
Vulkanen San Antonio og hovedstaden, Santa Cruz de la Palma

Tag med til to af La Palmas største højdepunkter – vulkanen San Antonio og hovedstaden Santa Cruz de la Palma. Vi starter ved vulkanen, hvor vi går en tur langs det imponerende krater. Et forunderligt syn, det vidner om naturens enorme kræfter.Vi fortsætter videre til øens skønne hovedstad, Santa Cruz de la Palma, som mange mener er Kanarieøernes smukkeste by. Vi går en tur i den hyggelige gamle bydel med mange velbevarede bygning, pastelfarvede huse og unikke træbalkoner. Byen charmerer med sine små gader, det flotte torv og den lange havnepromenade. Herefter bliver der tid til shopping og sightseeing på egen hånd – smag for eksempel Spaniens bedste og prisvindende kaffe, som fås på kaffebaren Don Manuel i centrum af byen. 

Halvdagsudflugt.

Udflugtsdatoen er vejledende. Den endelige dato, hvor udflugten afvikles, oplyses ved ankomst til destinationen.  

La Palma, CalderaTaburiente
Det nordlige og naturskønne La Palma

Hele 40 % af La Palma er dækket af fortryllende skov – det oplever vi i dag, når vi besøger øens nordlige og mere frodige del. Vi kører langs de snoede bjergveje og nyder hvert et sekund – for udsigterne er betagende! Undervejs gør vi flere stops ved unikke udsigtspunkter. Vi spiser en god lokal frokost, inden vi besøger romfabrikken, Ron Aldea - en særlig La Palma-specialitet!

Heldagsudflugt.

Udflugtsdatoen er vejledende. Den endelige dato, hvor udflugten afvikles, oplyses ved ankomst til destinationen.  

Vandring San Antonio
Vandring - Vulkanerne San Antonio og Tenguia

For foden af Fuencaliente ligger vulkanen, San Antonio. Vulkanen er ca. 3.000 år gammel, og herfra kan vi nyde udsigten til hele den vestlige side af La Palma. 

Vandreturen starter ved San Antonio og går gennem det tørre vulkanlandskab, hvor det mørke sand står i stærk kontrast til udsigten til det blå hav. Vi fortsætter ned til Tenguia-vulkanen, der sidst var i udbrud i 1971. Er du i tvivl om, hvor langt vi er nået, kan du kende stedet på lugten, for svovldampene stinker af rådne æg. Men synet er smukt, og det er let at se, hvordan lavaen har formet det formidable landskab. Vi slutter af ved Fuencalientes fyrtårn på øens sydligste spids. 

Middelsvær vandring, ca. 6 km/3,5 time. 
Højdeforskel +20/-700 m

La Palma, Caldera Taburiente
Vandring - Nationalparken La Caldera de Taburiente

La Caldera de Taburiente er en af verdens største vulkankratere. Den ligger midt på øen og er omgivet af høje bjergtoppe. Nogle af de højeste tinder falder næsten 1.000 meter ned i krateret. Her findes betagende vandløb, vandfald, kløfter, frodige buske og vilde blomster. 

Krateret har en diameter på 9 kilometer og en omkreds på ca. 27 kilometer. Her er altid vindstille og ofte varmt, når solen skinner fra en skyfrihimmel. Vi går ned og besøger campingområdet, hvor der stadig bor nogle lokale familier. Vi fortsætter langs kløften Barranco de Las Angustias Gorge, og undervejs passerer vi små naturlige vandløb med krystalklart vand og flere flotte vandfald. 

Middelsvær vandring, ca. 16 km/7 timer.
Højdeforskel +100/-850 m

Vandring - La Palmas fortryllende urskov

En uforglemmelig vandretur gennem La Palmas tætte og smukke skovområde. Første stop gør vi ved udsigtsposten La Somada Alta, der ligger ca. 900 meter over havets overflade. Herfra kan vi nyde den grønne nordøstkyst, hvor de lokale stadig bor i små bjerglandsbyer. Lidt efter lidt bevæger vi os mod centrum af den fortryllende skov, hvor myriader af smukke planter og blomster omgiver os. Området skifter til slut karakter, og vi ser, hvordan de lokale landmænd bor og lever. Vi slutter af i byen San Bartolo. 

Middelsvær vandring, ca. 12 km/5 timer:
Højdeforskel +450/-950 m

La Palma, Roque de los Muchachos
Vandr på La Palmas højeste bjerg

I dag går turen til La Palmas højeste bjerg: Roque de los Muchachos, der er 2.426 meter højt. Det siger sig selv – bjerget har øens bedste udsigt!

Vi starter dog i bus, hvor vi efter en times tid når Pico de la Cruz, der ligger ca. 2.350 meter over havets overflade. Efter en god stigning kan du nyde udsigten over øens nordlige del, der er grøn og frodig. Det skyldes, at der på denne side falder en del regn. Udsigten viser også de små landsbyer, der ligger som perler på en snor – det er virkelig et smukt syn! På vores vej over bjergene krydser vi små stier, der i gamle dage blev brugt af øens indbyggere til at fragte varer fra en by til en anden. Inden vi når til toppen, ser vi de mange kupler af metal, der er øens astrofysiske observatorium. La Palma er nemlig et af de bedste steder at studere stjerner, og Danmark har af samme grund et teleskop stående på øen. Efter en lille stigning når vi topppen 2.426 meter over havets overflade. Vi holder en pause og nyder udsigten over hele øen.

Middelsvær vandring, ca. 6 km/3,5 time. 
Højdeforskel +50/-50 m

Vandring La Palma
Vandring - Santa Cruz og kirken i Las Nievas

Glæd dig til en skøn kombination af La Palmas hovedstad, Santa Cruz og La Palmas flotte natur. Vi starter udflugten med et besøg i den gamle bydel og går en tur i de hyggelige gader. Herfra tager vi af sted på en kortere vandretur op mod kirken i Las Nievas, et romantisk sted ca. 250 meter over byen. På vejen passerer vi nogle smukke vandmøller fra en svunden tid. Strækningen har også nogle enestående udsigter over hovedstaden og havnen. Vi holder en pause ved kirken og nyder de billedskønne omgivelser. På vejen ned gør vi et stop ved La Encarnación-torvet, hvorfra vi kan se skulpturen af Columbus’ skib, Santa Maria, der sejlede forbi øen på sin første rejse mod Amerika i 1492. 

Let vandretur, ca. 5 km/3 timer. 
Højdeforskel +250m/-250 m

Billeje La Palma
Billeje på La Palma

Vil I opleve La Palma, er det en rigtig god ide at leje en bil. Besøg de små charmerende landsbyer og find de autentiske oplevelser – alt sammen i jeres helt eget tempo. At leje en bil er frihed til at køre, hvorhen I vil, hvornår I vil.

Læs mere om billeje på La Palma her

Kort

Del denne side via E-mail