Portugal er et af Europas ældste lande – grundlagt i år 1139, og det har været præget af mange krige og invasioner. Det historiske højdepunkt blev skabt uden for landets grænser under de store opdagelsesekspeditioner i årene 1400-1600. I 1498 fandt Vasco da Gama søvejen til Indien og to år efter nåede portugiserne til Brasilien. I denne periode blev det portugisiske imperium grundlagt. Historien har selvfølgelig sat sit præg på nutidens Portugal. Overalt kan man se monumenter og traditioner med rødder i den historiske baggrund. I befolkningen ser man spor af de tidligere kolonier. Det giver sig udslag i etniske forskelligheder og blandede familier.
Portugal er kendt som en stor producent af tekstiler, beklædning og fodtøj. Derudover fiskeprodukter og vin. Desuden er Portugal verdens største producent af kork. Men turismen får en stadig større betydning for landets økonomi. Portugal kan blandt andet byde på charmerende Porto, en af landets ældste byer, som stadig har masser af sin oprindelige atmosfære i behold. Den charmerende hovedstad Lissabon, med en mangfoldighed af restauranter, butikker, markedspladser og maleriske bydele, er som taget ud af en helt anden tidsalder. Det frodige nordvestlige Portugal indbyder til dejlige ture i de duftende pinjeskove, lange dage på de smukke sandstrande eller udflugter til Douro-dalens vingårde. Mod syd lokker Algarvekysten med sol, indbydende strande og pragtfulde golfbaner.
Portugal består af meget sol og badning, men bestemt også af afvekslende natur og interessante kulturoplevelser. For slet ikke at tale om god mad, kraftfulde vine og gode golfmuligheder.
Portugal må du opleve – vi er klar til at guide dig.