Club Golf de Alcanada har altid stået som en af de bedst-ratede baner på Mallorca.
Banen er opkaldt efter fyrtårnet, som står på den lille ø, et stenkast fra strandbredden, lige nedenfor banen. De 18 huller på banen har et forløb, som giver et væld af forskellige slag. Det går opad, det går nedad, og der spilles også på tværs af bjergsiden. Alcanada er Mallorcas eneste seasidebane. Der udsigt ud over Alcudia-bugten til den ene side og bjergkæden Sierra de Levante til den anden side. I kan glæde jer til en oplevelse ud over det sædvanlige!
Mange golfturister betragter Real Golf de Bendinat-banen tæt ved Illetas-stranden og Portals Nous som indbegrebet af hygge. Dét er forståeligt, fordi en intim atmosfære præger både de 18 huller og klubhuset.
Nogen mesterskabsbane kan Real Golf de Bendinat ikke siges at være, men alligevel stiller den ret høje krav både teknisk og taktisk, fordi den har mange smalle og kuperede fairways, som det koster slag - eller bolde - ikke at ramme. Med sin beliggenhed i en dal med gamle pinjetræer mellem landevejen og motorvejen mellem Palma og Palma Nova påvirkes spillet sjældent af vind, men dét medfører til gengæld høje temperaturer i varme perioder. Derfor er det ofte fornuftigt at leje en buggy og medbringe masser af drikkevand.
I mange år var Real Golf de Bendinat en lidt undselig 9-hullers-bane, men siden den kendte britiske banearkitekt Martin Hawtree, om- og udbyggede den til 18 huller i 1995, har den hørt til de populæreste baner blandt golfturister på Mallorca. Banen ligger i øvrigt i hjertet af det eksklusive Bendinat Housing Estate.
www.realgolfbendinat.com/
Ved Puig de Ros, 15 km syd for Palma tæt ved Arenal-stranden, ligger Golf Maioris, en let kuperet bane, hvor spredte grupper af paraply-fyrretræer adskiller fairways, og enkeltstående af slagsen udgør forhindringer på fairways.
Ét hul står klart i erindringer på Maioris-banen, nemlig 5. hul, par 5, som slutter med en ø-green, hvis eneste forbindelse til ”fastlandet” er en gangbro. Hullet er ikke særligt langt for et par 5, 437 meter fra gul og 397 meter fra rød tee, men har alligevel handicapnøgle 2, fordi tredjeslaget er svært til greenen, som er længere, end den er bred.
På de sidste ni huller kommer hele tre søer i spil. Specielt 10., par 5, med både en krydsende bæk og en sø foran green kræver omtanke og præcision. 12. hul, par 4, har i drivet vand langs højre side og out of bounds til venstre, mens 13., par 3, kun har vand mellem teested og green, et psykologisk svært hul.
”Vandskrækken” slutter på 17. hul, par 4, hvor en sø foran green opfanger for korte indspil.
Pollensa Golf ligger i den nordlige del af Mallorca, ikke langt fra Alcudia.
Det er en hyggelig 9-hulsbane, hvorfor man spiller den 2 gange – og bane blev redesignet i 2000.
En rigtig fin golfbane med spændende layout og flotte huller, hvor der både er udsigt til bjergene og havet.
Glæd jer til en smuk oplevelse.
De fleste golfturister elsker T-Club Calvia, fordi banen har sin egen charme - med kaglende høns omkring det atmosfærefyldte klubhus, en moderniseret mallorcinsk finca, der pudsigt nok ligger ved 14. fairway, og som har en stor lægivende solterrasse, hvor man enten kan glæde eller trøste sig efter runden.
Brede fairways - flade eller bølgende - snor sig gennem større og mindre samlinger af fyrre-, oliven- og palmetræer, så T-Club Calvia har både park- og skovkarakter. Det er så afgjort på de flade parkhuller, man skal score, for skovhullerne er de absolut sværeste, idet træerne kan volde problemer. Det samme kan syv søer på parkhullerne.
Hullet, man husker fra T-Club Calvia, er 10., par 4, 400/341 meter, med en sø, hvor fairway knækker mod højre - og endnu en sø til højre for green. Enhver golfspiller vil finde dette hul svært hver gang, hun/han spiller det. En par her vil føles som en birdie! Det er altid en god ide at komme i god tid til banen, fordi 1. tee og driving range ligger et stykke vej fra klubhuset.
Pula ligger på den nordøstlige del af Mallorca, Europatur-banen udmærker sig ved fremragende stand, afvekslende huller og fremstår som en bane der ligger i pagt med naturen.
Pula Golf blev grundlagt i 1995 og helt omdannet af José María Olazábal mellem 2004 og 2006!
Den legendariske spanier har sat sit tydelige præg på banen, hvor ikke mindst det korte spil skal mestres.
Klubhuset er en del af den gamle Finca fra 1700 tallet, og det er en ren fornøjelse at sidde på terassen og nyde sin velfortjente forfriskning efter runden
Club de Golf Santa Ponsa I blev taget i brug i 1977, men er fortsat en alvorlig test for selv de bedste golfspillere. Det var ikke tilfældigt, at den udfordrende, lange bane seks gange i 1990’erne var vært for The Balearic Islands Open på herrernes European Tour - i øvrigt to gange med legenden Severiano Ballesteros som vinder. Det er primært på grund af sin længde, at Santa Ponsa I hører til de sværeste baner på Mallorca.
Kendte navne har altid fundet vej til både banen og til det store, men hyggelige klubhus med 12 hotelværelser på 1. salen. Sveriges Prinsesse Birgitta, der bor på Mallorca, har siden 1991 holdt sin egen årlige turnering, International Trophy, på Santa Ponsa I - med 250 deltagere.
Der findes også baner med navnene Santa Ponsa II og III, men de er desværre kun åbne for aktionærer. ”Almindelige” greenfeespillere får ikke lov til at spille den spændende bane, der slutter med en ø-green med form som Mallorca. I spiller Santa Ponsa I.
Mallorca Marriott Son Antem Golf Resort & Spa lidt sydøst for Palmas lufthavn har to baner, Øst og Vest, der er ret forskellige, selv om de ligger i samme terræn.
Øst-banen, der blev åbnet først, har brede, lange fairways mellem spredte trægrupper. Det er en åben, flad bane, der især anbefales spillere med højt handicap, fordi den ikke straffer alle skæve slag. Nogle vanskeligheder udsættes man dog for i form af ikke færre end fem søer, nogle tricky dogleg-huller samt nogle ondulerede greens, der kræver præcise og modige indspil.
Vest-banen tester i et mere bølgende terræn derimod spillere på alle niveauer - dels pga. mere træbevoksning langs fairways, dels smallere fairways og dels tre større søer, der stiller store krav til teknik og præcision, hvis man vil undgå boldtab. Fra de højest beliggende steder kan man nyde maleriske udsigter mod alle verdenshjørner, men specielt til Randa-bjerget mod nord. Et spraglet dyre- og planteliv kendetegner Son Antem-banerne, fordi de ligger på et gammelt jagtterræn, hvor den oprindelige vegetation er bibeholdt.
Den pengestærke, tyske hotelkæde Arabella Group ejer både Son Muntaner Golf og nabobanen Son Vida Golf i Palmas nordlige udkant, og meget passende ligner de to baner hinanden - omend Son Muntaner Golf stiller længdemæssigt større krav end Son Vida.
En anerkendt tysk banearkirekt, Kurt Rossknecht, har designet Son Muntaner, og dét er han sluppet så fortrinligt fra, at banen, der åbnede i 2000, hører til Mallorcas absolutte golfperler. Den var de første fem år forbeholdt gæsterne på de tre luksushoteller, Arabella Group driver på stedet, men sådan er det heldigvis ikke mere. Det er en spændende bane, hvor svære huller veksler med lette huller, og hvor terrænet også varierer meget. Man fascineres mest af 7. hul, par 3, ned i en dal med et gammelt slot som baggrundskulisse, og på 14. hul, par 4, hvor man slår andetslaget ind over et springvand i en sø foran green. Gode nerver kræves allerede på 1. hul, par 4, dogleg højre med out of bounds ned langs hele højre side mod træningsbanen. En svær start for slicere!
Gode, gamle Son Vida Golf og forholdsvis nye Son Muntaner Golf i Palma-forstaden Son Rapinya har fået en tredje søsterbane, Son Quint Golf. Sammen med tre luksushoteller danner de tre baner Arabella Golf & Spa Resort.
Omkranset af fyrretræsskov er Son Quint Golf en letkuperet og forholdsvis åben bane med brede fairways og store greens skabt i fællesskab af en spanier, Ramón Espinosa, og en tysker, Kurt Rossknecht.
De største udfordringer møder man på tre huller i træk, 10., 11. og 12. hul, hvor vand er i spil. Det gælder drivet på både 10. og 11. hul, begge par 4, hvor en sø i højre side omfanger et slicet drive, og ligeledes teeslaget på 12. hul, par 3, hvor bolden skal flyves over en sø til green - et forholdsvist langt slag, fordi hullet måler 178 meter fra gul og 149 meter fra rød tee. Fra hvid tee bliver det rigtigt svært, 196 meter. En aflang green med to bunkers i venstre side øger også sværhedsgraden og gør 12. til signaturhullet. Banen blev åbnet i 2007 - med eget klubhus.
Mallorcas ældste bane, Son Vida Golf, der blev åbnet i 1964, er klassikeren, man nødvendigvis må spille, hvis man som golfspiller kommer til solskins- og golføen i Middelhavet for første gang.
Det er først og fremmest en hyggelig bane, hvor det mere gælder om at slå lige end langt, fordi høje træer eller tæt krat omgiver de fleste fairways - med tabte slag eller bolde til følge. På en række korte par-4-huller når man sagtens green i regulation med to jern.
På scorekortet ser banen overkommelig ud rent distancemæssigt, men det er alligevel svært at score på den, fordi en række højdeforskelle gør det svært at bedømme afstandene korrekt.
Man skal specielt nyde to huller, 6. hul, par 5, med Palma-bugten og den majestætiske katedral i baggrunden, når man står på det højtliggende tee-sted, samt 8. hul, par 3, hvor greenen ligger 10 meter lavere end tee-stedet. Nyd endelig også de mange farverige blomster og de smukke gamle villaer, der garnerer banen - to iøjnefaldende elementer, det kan være svært at abstrahere fra.
T-golf Palma er en 18-hullers bane med en gennemsnitlig sværhedsgrad. Den kan dog vise sig fra sin mere lunefulde side på de bagerste tees, så banen kræver, at du kan holde koncentrationen hele vejen igennem.
Banen er særligt designet efter omgivelserne, og den naturlige vegetationen bringes i spil. Vegetationen består af både fyrretræer, vilde oliventræer og buske. En runde på denne bane vil på den måde præsentere spilleren for øens naturlige miljø. Der er ingen bygninger langs banen, hvilket giver en helt igennem fantastisk golfoplevelse. Alle huller er sirligt forbundet af et komplet netværk af buggy-stier, så du nemt kan komme rundt i landskabet.
Son Gual er en sand perle og uden tvivl en af Mallorcas bedste golfbaner. Banen, der åbnede i 2007, er tegnet af den tyske golfbanearkitekt Thomas Himmel, som med sin sædvanlige træfsikkerhed har skabt en spektakulær golfbane. Fra golfbanen ser du både Tramuntana-bjergkæden og de maleriske smukke mallorcanske vindmøller.
Banen er holdt på et utroligt højt niveau og har greens, som tidligere Ryder Cup-kaptajn (2006) Ian Woosnam har sammenlignet med greens på den berømte Augusta National. Det internationale golfmagasin Golf World Magazine har kåret Son Gual som Mallorcas bedste golfbane, den 9. bedste i Spanien og banen er også på listen over Europas bedste baner. En signaturbane, som bestemt er med til at højne niveauet blandt øens golfbaner.
Golfbanen har mere end 800 oliventræer og fra det imponerende klubhus får du en spektakulær udsigt over golfbanen og det omkringliggende landskab. Son Gual ligger femten minutters kørsel fra Palmas centrum. Banen emmer af storhed og har også fået et ry som en krævende udfordring, hvor du skal tænke over hvert slag. Golfoplevelsen skal nydes fuldt ud, og der går ofte 15 minutter mellem hver starttid.
Brug 'Ctrl+C' til at kopiere dette link. Forkortet link: