Kenya Luksus Safari med Hanne Lindemann

0

”Der er noget ved Safari-Liv, som gør at man glemmer alle Livets Sorger og føler hele Døgnet som om man havde en halv flaske Champagne i sig – ganske opfyldt af den mest inderlige Taknemlighed over, at man lever”. Sådan skrev Karen Blixen til sin mor den 14. februar 1918, og sådan føles det stadig, nu hundrede år senere. Man bliver høj af at være på safari. Januar er en dejlig måned i Kenya, der er stadig grønt efter den korte regn i november-december, og så er det rart at være væk fra Danmark om vinteren.

Turen gennemføres ved minimum 15 deltagere
Indkvartering som nævnt eller tilsvarende

Rejsens højdepunkter
  • 7 overnatninger i luksustelte
  • 2 overnatninger på den afrikanske Farm, Kembu
  • Ol Pejeta – næsehorns-reservatet
  • Hele 4 dage i fantastiske Masai Mara
  • Champagne i solnedgangen på savannen
  • Ekspert rejseleder Hanne Lindemann
Og meget mere

Dagsprogram

Dag 1
Afrejse Danmark
Afrejse Danmark

Afrejse fra Københavns Lufthavn med KLM til Amsterdam om eftermiddagen og fra Amsterdam til Nairobi med Kenya Airways midt på aftenen.

Dag 2
Luksus i Samburu
Luksus i Samburu

Ved ankomsten til Jomo Kenyatta Internationale Lufthavn bliver I budt velkommen af rejseleder Hanne Lindemann. Herefter går turen omkring fire timer nordpå til ækvator. Ved frokosttid ankommer vi til det private reservat Ol Pejeta, der ligger på ækvator med udsigt til Mount Kenya, der er Afrikas næsthøjeste bjerg, kun overgået af Kilimanjaro. Parken har et rigt dyreliv, og her er der chance for at se både det spidssnudede (sorte) og det bredsnudede (hvide) næsehorn, når vi kører på game-drive om eftermiddagen. Vi overnatter i Sweetwaters Serena Camp-Morani i luksustelte med udsigt til et oplyst vandhul, der tiltrækker mange af områdets dyr.

Dag 3
Samburu’s specielle dyre arter
Samburu’s specielle dyre arter

Vi fortsætter nordpå og kommer op i et tørt og varmt klima med sparsom bevoksning, som nogle steder kan karakteriseres som halvørken. Dog er naturen rig og varieret med små bjerge, stejle slugter, floddale og savanne bevokset med de karakteristiske fladkronede akacietræer og doumpalmer. Ewaso Ngiro, den brune flod, løber tværs gennem parken - som en livsnerve - og giver næring til et rigt plante- og dyreliv. Allerede på vej ind til campen møder vi de første dyr, hvilke kan man dog ikke vide. Der er chance for både elefanter, giraffer, zebraer og antiloper, men også rovdyr som løver, leoparder og geparder. Vi når frem til Elephant Bedroom Camp ved frokosttid. Om eftermiddagen kører vi game drive i parken og returnerer til campen, inden det bliver mørkt, og overnatter i store komfortable telte, der ligger lige ud til floden.

Dag 4
Overnatning på Ækvator i luksustelte
Overnatning på Ækvator i luksustelte

Vi er tidligt ude for at se solen stå op og nyde morgenstemningen, hvor lyset er blødt og varmt, og luften mild og frisk, inden det bliver for varmt. I Samburu lever en del arter, som vi ikke finder andre steder på turen. Vi leder efter den elegante Oryx-antilope med de lange spidse horn, den smukke net-giraf med det skarpt aftegnede mønster, somalistrudsen med de blå lår og den langhalsede giraf-gazelle, der ofte står på bagbenene for at nå højere op efter blade. Den lever hele livet uden at drikke. Men ikke mindst den sjældne, smalstribede Grevy-zebra med de runde ører gør vi vores allerbedste for at finde.

Dag 5
Autentisk luksus på Kembu Farm
Autentisk luksus på Kembu Farm

Efter morgenmad kører vi til Kembu Farm i Njoro. Vi gør stop ved Thomsons Falls, der i dag hedder Nyahururu (de nye fald). Her tordner Ewaso Nyiro ud over klippekanten i et fald på 75 meter. Vi ankommer til farmen til frokost. To generationer af Nightingale-familien er involveret i driften af farmen. Vores værter er Zoe og Andrew Nightingale. Andrews far, Bruce, opdrætter væddeløbsheste og er Kenyas førende avler. Andrews mor, Paddy, driver projektet Kenana Knitters, hvor lokale kvinder har mulighed for en indkomst ved at strikke legetøjsdyr og mange andre ting, som bliver solgt både lokalt og til eksport. Vi spiser middag med familien og overnatter i bungalower, der ligger spredt rundt i haven.

Dag 6
Afslapning på farmen
Afslapning på farmen

En hel dag på farmen med mulighed for forskellige aktiviteter. Der er malkekøer og hesteopdræt, og vi besøger Kenana Knitters og hører om projektet. (Hvis du har strikkepinde, du ikke bruger, så tag dem med, de vil gøre lykke). For dem, der trænger til motion, kan man gå ture på farmen, da det ikke er muligt at bevæge sig til fods i reservaterne. Vi kan arrangere et besøg på en blomsterfarm i nærheden, hvor vi kan se, hvordan de dyrker nogle af de roser, der eksporteres til Europa. Andrew vil undervejs fortælle om sin families historie i Kenya og svare på vores mange spørgsmål. Vi spiser frokost under et træ i haven og nyder en middag med Zoe og Andrew i deres spisestue. Overnatning på Kembu Farm.

Dag 7
Verdensberømte Masai Mara
Verdensberømte Masai Mara

Efter tidlig morgenmad forlader vi farmen og kører over Mau Narok i højlandet. En smuk tur, hvor store hvedemarker veksler med små landbrug, ulig hvad vi ellers ser på turen. Vi gør holdt i Narok, hovedstaden i Masailand, en kaotisk by med et mylder af liv. Her spiser vi frokost på The Supreme Lounge. Vi når indgangen til Masai-Mara reservatet hen på eftermiddagen og kører med taget åbent på game-drive hele vejen til Entim Camp, som vi når inden det bliver mørkt. Entim er en hyggelig, lille luksuscamp, der ligger med udsigt til Mara-floden midt i den smukke vilde smukke natur. Fire overnatninger på Entim Camp.

Dag 8-10
Big 5 i Masai Mara
Big 5 i Masai Mara

Både morgen og eftermiddag kører vi ud på savannen. Masai-Maras udstrakte græssletter med de spredte træer er nok det, de fleste forestiller sig som den typiske savanne. Masai-Mara er et paradis for alle, der holder af natur. Her lever de store rovdyr, løver, geparder og leoparder, som vi forhåbentlig får at se, men også et væld af planteædere: elefanter, giraffer, bøfler, zebraer og mange arter af antiloper, fra den største eland-antilope til den mindste dik-dik-antilope. Selv et næsehorn kan man være heldig at se. Vi kommer til at opleve meget af reservatets dyreliv, men hvad vi ser på den enkelte tur, er ikke til at forudsige. Men kedeligt er det aldrig. En dag kører vi tidligt ud, før solopgang, og har morgenmad med. En anden dag kører vi efter morgenmad og er ude hele formiddagen til frokost. Det er helt op til os selv. Hvor dyrene er, forsøger vi også at være! Det vigtigste er, at vi er tålmodige, for det er dyrene. Hvis man fx vil opleve en jagt, skal man vente og være stille, og der er aldrig garanti for, at det lykkes. Selv om mange bliver overrasket over, hvor tæt man kan komme på dyrene, er det vigtigt at have en kikkert med. Om aftenen hygger vi os med en drink ved bålet under stjernerne, lytter til de mange lyde i den afrikanske nat og taler om dagens oplevelser, mens masaier holder vagt, for campen er ikke indhegnet. Man skal også have en vagt med, hvis man vil gå ned til floden. Der er ingen pool på campen, men liggestole, så man kan slappe af i middagspausen.

Kenya er rig på spændende stammer, men masaierne er nok de mest berømte, og i gamle dage de mest frygtede. Inden man kommer ind i reservatet, kan man se dem med deres store flokke af køer, får og geder. Deres livsstil er ved at ændre sig, men man kan stadig få indtryk af deres traditionelle livsstil i landsbyer (manyattaer) med hytterne i rundkreds omgivet af hegn af tornebuske for at beskytte kvæget mod rovdyr. I løbet af opholdet kan vi besøge en masailandsby ($20 betales direkte i landsbyen) og få et godt indtryk af masaiernes dagligdag. Her er der mulighed for at købe spyd, køller og farverige perlesmykker.
Måltider og overnatning på Entim Camp.

Dag 11
Karen Blixens Farm
Karen Blixens Farm

Efter morgenmaden sætter vi kurs mod Nairobi. Vi medbringer frokostpakker, som vi spiser undervejs. Vi kommer til Karen Blixens Farm uden for Nairobi hen på eftermiddagen, hvor der er omvisning i hus og have. Safarien afsluttes med middag på Ole Sereni Hotel, inden der køres til lufthavnen.

Dag 12
Ankomst Danmark om formiddagen
Ankomst Danmark om formiddagen

Efter en sand luksussafari ankommer vi atter i Københavns Lufthavn – rige på store oplevelser blandt Afrikas fascinerende dyrerige, vidstrakte savanner og spændende folkefærd.

Dato og priser

Beklager, vi kunne desværre ikke finde nogen rejser på den valgte dato.

Alt dette er inkluderet i rejsen

  • Fly tur/retur København, Billund eller Aalborg til Nairobi med KLM/Kenya Airways
  • Alle måltider og drikkevarer ombord
  • Alle kendte skatter og afgifter
  • Ni safariovernatninger med helpension
  • Al safarikørsel med engelsktalende chauffør
  • Garanti for vinduesplads i safaribilen
  • Alle entreer til safariparker og reservater
  • Alle transfer mellem lufthavne og hoteller
  • Besøg og entre til Blixens museum i Nairobi
  • Afskedsmiddag i Nairobi inden hjemrejsen
  • Dansk ekspertrejseleder, Hanne Lindemann

Dette er ikke inkluderet

  • Afbestillings- og rejseforsikringer
  • Eneværelsestillæg
  • Besøg i masailandsby i Kenya ca. USD 20.
  • Mulighed for ballonsafari i Masai Mara kr. 3.000
  • Drikkevarer
  • Eventuelle vaccinationer
  • Drikkepenge: ca. 50-60 kr. pr. person pr. dag
  • Visum til Kenya USD 50.

Rejseleder

Hanne Lindemann
Rejseleder i Afrika

Vores mest rutinerede rejseleder med godt 40 års færden i Afrika – en del af årene som fastboende i Kenya. Hanne er cand. scient., vildtbiolog, forfatter, fotograf og konsulent for zoologiske haver og tvstationer i Danmark og udlandet. Hanne ved alt, hvad der er værd at vide om safari, og deler rundhåndet ud af sin viden. 

PDF-program

Del denne side via E-mail