Grand Hotel Acores Atlântico
Luksuriøst hotel på havnefronten i Ponta Delgada
Grand Hotel Açores Atlântico er et eksklusivt hotel med en ideel beliggenhed ved havnepromenaden i Ponta Delgada. Her kan du kombinere golf på São Miguels to baner med byliv, gastronomi og afslapning i luksuriøse omgivelser.
Fra hotellet har du udsigt over havet, marinaen og havnen, mens centrum af Ponta Delgada ligger i gåafstand. Her finder du et godt udvalg af restauranter, caféer, barer, butikker og seværdigheder.
To forskellige golfoplevelser på São Miguel
Batalha Golf ligger ca. 10 kilometer fra hotellet, mens der er ca. 40 kilometer til Furnas Golf. Banerne har hver sin karakter og viser to forskellige sider af Azorernes frodige og vulkanske landskab.
Batalha Golf
Batalha Golf har 27 huller fordelt på tre sløjfer og kombinerer elementer fra både links- og skovbaner. Terrænet veksler mellem brede og smalle fairways, trægrupper samt huller, der spilles op og ned gennem det kuperede landskab.
Fra banens højest beliggende punkter kan du nyde panoramaudsigten over São Miguels grønne natur med Atlanterhavet i baggrunden.
Furnas Golf
Furnas Golf ligger i den frodige Furnas-dal, hvor banens første ni huller blev anlagt i 1939. I dag spilles alle 18 huller mellem tætstående træer, som indrammer fairways og stiller krav til præcisionen.
Banen er ikke blandt de længste, men de bløde fairways begrænser boldens rul og kan få hullerne til at spille længere, end tallene på scorekortet antyder.
Wellness og afslapning efter golfrunden
Hotellet har et indendørs, opvarmet poolområde og et fitnesscenter. I den nyrenoverede spa- og wellnessafdeling kan du slappe af efter dagens golf og tilkøbe forskellige behandlinger.
Fra juni til slutningen af september kan du også besøge det offentlige havnebad lige over for hotellet. Her bader du fra kajkanten mod betaling.
Restaurant, bar og maritim historie
I hotellets a la carte-restaurant kan du nyde en god middag, mens baren indbyder til en drink eller en mindre anretning. Den centrale beliggenhed giver dig samtidig mulighed for nemt at udforske restauranterne og barerne i Ponta Delgada.
Hotellet blev gennemrenoveret i 2018 og har en moderne og eksklusiv indretning. En udstilling om det tidligere rederi Insulana de Navegação fortæller samtidig en del af Azorernes maritime historie.
Værelsestyper
Dobbeltværelse med balkon/terrasse og udsigt til byen – op til to personer.
Dobbeltværelse med balkon/terrasse og delvis havudsigt – op til to personer.
Dobbeltværelse med balkon/terrasse og havudsigt – op til to personer.
Pension
Opholdet er med morgenmad. Halvpension med morgenmad og aftensmad ekskl. drikkevarer til aftensmaden kan tilkøbes.
I baren serveres mindre anretninger mod betaling fra kl. 10.30 til 13.00.
Morgenmad: Kl. 7.00-10.30
Aftensmad: Kl. 18.00-22.30
Mere om Grand Hotel Açores Atlântico
De beskrevne golfbaner er eksempler på baner i området og er ikke nødvendigvis inkluderet i din golfpakke. Hvilke golfbaner og golfrunder der er inkluderet i din rejse, fremgår særskilt af din booking.
Hotellets centrale beliggenhed ved havnefronten betyder, at der kan forekomme trafikstøj. Har du lejet bil, kan du parkere ved søsterhotellet Marina Atlântico mod betaling.
Hotellets officielle klassificering er 5.