Med et godt indtryk af det nordlige og centrale Kenya drager vi nu mod syd til Kenyas mest berømte safariområde, Masai Mara. Masai Mara er drømmen om Karen Blixens Afrika. Masai Mara, der betyder ”det plettede landskab” på masai-sproget, er en smuk blanding af åbent græslandskab, akacietræer, mindre klippeformationer og skov langs vandløb. Mara er Kenyas del af det gigantiske Serengeti-økosystem, hvoraf størstedelen ligger i Tanzania. Masai Mara er paradis for alle, der holder af natur. Vi indkvarteres på Mara Serena Safari Lodge, i det mest vildt-rige område, og der er game-drive (safarikørsel) om eftermiddagen. Den frodige savanne er hjem for et utroligt og varieret dyreliv - lige fra den op til 6 tons tunge elefant til de små, men yderst effektive termitter, og vi gør vores bedste for at oplve mest muligt af denne varierede verden. Mara Serena Safari Lodge ligger i den vestlige del af parken på en bakketop med udsigt til den kendte Mara-flod. Mara Serena Safari Lodge har en af parkens bedste beliggenheder uden naboer, men med masser af dyr.