Kina
Kina

Kina

Der hersker ikke meget tvivl hos kendere: Kina byder på nogle af verdens allerstørste rejseoplevelser. Bravo Tours har mange års erfaring med at tilrettelægge fantastiske rundrejser i Kina, som bringer dig frem til de største attraktioner, de mest storslåede naturscenerier og de allerbedste storbyoplevelser. Lad os blot nævne et mindre udvalg: Den Kinesiske Mur, Den Forbudte By og terracotta-soldaterne, Tibets Himalayabjerge, Yangtze-floden, eksotiske Guilin. Kina udvikler sig med stormskridt og væksten ses tydeligt i Beijing og Shanghai. Heldigvis er den gamle kinesiske charme intakt og nyt og gammelt blandes på forunderlig vis – på samme måde som vores Kina-program til denne sæson, som burde tilfredsstille selv den mest kræsne.

Muren
Den Kinesiske Mur er et kompleks af spredte, meget lange fæstningsværker bygget af jord og sten. Muren blev bygget fra slutningen af det 14. århundrede til begyndelsen af det 17. århundrede under Ming-dynastiet for at beskytte Kina imod plyndringer fra mongolske og tyrkiske stammer. Kina var dengang også i krig mod sig selv. Muren var en efterfølger til flere andre mure, der var blevet bygget siden det tredje århundrede før vores tidsregning for at beskytte mod nomadestammer fra det nuværende Mongoliet og Manchuriet. Den samlede længde er mere end 6.350 km.

Mao
Mao Zedong (Mao Tse-Tung) var formand for Kinas Kommunistparti fra 1935 og præsident i Folkerepublikken Kina fra 1. oktober 1949 indtil sin død 9. september 1976. Han var født i 1893 i Shaoshan, Hunan som søn af en bonde. Mao blev i 1921 medlem af Kommunistpartiet, KKP, stiftet i maj 1920, som han blev leder for under Den Lange March, der startede 14. oktober 1934. Mao havde samarbejdsproblemer med Sovjetunionen og dannede en helt ny socialistisk ideologi, nemlig maoismen.
I Folkerepublikken Kina har Mao æren for at have skabt et (næsten) forenet Kina uden udenlandsk indflydelse for første gang siden opiumskrigene. Samtidig kritiseres han for sin katastrofale politik ikke mindst på det økonomiske område, og for sit brutale voldsstyre og organiserede ødelæggelse af kinesisk kultur.

Dragens år
Ifølge den kinesiske kalender begynder år 4709 den 23. januar 2012 og varer frem til den 9. februar 2013. Det er ”Dragens år”, da årene har navne efter 12 dyr. Er man født i Dragens år siges det at man har magt og lederpotentiale som stærke personlige egenskaber. 

Fakta

Afstand fra lufthavne
Fra Beijings Lufthavn til vores hoteller er der ca. en times transport. Fra Pudong International Airport til Shanghai-hotellet er der ca. en times transport.

Transport
I Beijing og Shanghai er der gode transportmuligheder. Begge byer har velfungerende undergrundsbaner, der kører over stort set hele byen. Taxier er billige at køre med, men chaufførerne taler ikke engelsk. Derfor skal man fx bede receptionisten på hotellet skrive en seddel med bestemmelsesstedets navn på kinesisk. På destinationen hjælper rejselederne med en taxiliste, hvor stedernes navne er skrevet på både dansk og kinesisk.

Rejsetidspunkt
Foråret og efteråret er højsæsonen i Beijing og Shanghai med flotte træer og blomster, der springer ud eller står i flor. På denne årstid er temperaturen meget behagelig. Vinteren fra midt november til midt marts er den køligere tid at rejse til Beijing og Shanghai på. Til gengæld får man det bedste og klareste vejr til fx at opleve Den Kinesiske Mur og Sommerpaladset. Samtidigt er det sæsonen med færrest turister, så det er nemt at komme til. I denne tid forekommer nedbør stort set ikke. Sommeren er varm i Beijing og Shanghai, så her får man både seværdighederne og gode tropiske temperaturer.

Mad og drikke
I Beijing og Shanghai finder man alverdens køkkener. Det kinesiske køkken er ikke bare et køkken, men et køkken fra hver provins. I de vestlige provinser er maden stærkere end i nord. Alle former for kød spises - okse, svin, fjerkræ osv. Desuden spiser kineserne meget fisk og skaldyr. På mange restauranter findes engelske spisekort. Kineserne spiser med pinde, men kniv og gaffel kan fås på mange restauranter. Til maden drikker kineserne øl eller sodavand. Udover det kinesiske køkken er alverdens køkkener repræsenteret på vores rejsemål. I Beijing kan man sågar få dansk mad.

Shopping
Kina er et overflødighedshorn af shopping. Her findes alt! I Beijing ligger spændende antikgader, hvor noget er antikt, og andet er ikke. Her finder man også kunst, malerier og brugskunst. Tøj, sko, tasker, små lædervarer og sportsudstyr finder man både i ægte udgaver og i ulovlige versioner. De mest populære steder at handle er på markederne. På Perlemarkedet kan man på 3. sal også gøre rigtig gode handler i perler. Også i Shanghai finder man mange spændende markeder og verdens længste shoppinggade, Nanjing Road.

Valuta og kort
Den kinesiske valuta hedder yuan. Man får 120 rmb for 100 kroner (januar 2011). Det kan bedst betale sig at veksle i Kina, hvor der findes mange banker og vekselkontorer. Mange hoteller og shoppingcentre modtager kreditkort. De mest gængse er MasterCard, Eurocard og VISA. Der er hæveautomater i alle større byer. På rundrejser vil vi anbefale at man har USD eller euro med – nogle steder veksler de ikke danske sedler.

Restauranter, barer og natteliv
Beijing har mange spændende restauranter. En af de mest spændende er fusionsrestauranten Green Tea House, med de meterhøje stole, kæmpe fade og tallerkener og et toilet, man må se!! Og så er maden noget af det bedste, man får i byen. I bargaden findes mange spændende restauranter fra hele verden, og om sommeren kan man sidde ude og spise. Det kan man også ved det nye, hyggelige restaurant- og barområde, kaldet Lotus Lane, ved Houhai-søen.
Grand Hyatt-hotellerne har mange spændende barer og natklubber i både Beijing og Shanghai. I Shanghai kan man besøge baren på øverste etage på verdens højeste hotel. Shanghai har også mange gourmetrestauranter på The Bund - bl.a. Jean Claude og M At The Bund. I Shanghai, der er en af Østens mest fashionable storbyer, er der mange jazzklubber og in-steder.

Visum og pas
Som skandinavisk statsborger skal man have visum til Kina. Bravo Tours hjælper med at få udstedt visum fra ambassaden. Prisen er ca. kr. 700. Besøgendes pas skal være gyldigt i minimum seks måneder den dag, man forlader Kina. Ved rejser til Tibet er Bravo Tours behjælpelig med visum, som er inkluderet i rejsens pris.

Tidsforskel
Kina er seks timer foran dansk tid, dvs. når klokken er 12 i Danmark, er den 18 i Kina. Når vi har vintertid, er Kina dog syv timer foran.

På egen hånd
Hvis man er i Beijing en weekend, anbefaler vi at besøge antikmarkedet, der frister med alt inden for antik, kunst og brugskunst. Her kan der gøres gode handler. Stå også tidligt op en morgen og gå ned i en af parkerne og se tai chi - den kinesiske morgengymnastik. I Shanghai kan man tage en tur i tunnellen under floden - mellem The Bund og Pudong-områderne. Lys og lyd, som kun kineserne kan lave det..! Husk at se Shanghai by Night fra toppen af Grand Hyatt. Og besøg også jazzbaren på Peace Hotel, hvor orkestrets medlemmer for længst har passeret pensionsalderen.


 

Luk
Vil du kontaktes?
Vi kontakter dig, så snart vi har mulighed for det, indenfor vores åbningstider
Navn:
Telefonnummer:
Email:
Evt. bemærkning:
Send
Telefon:
Salg 70 10 10 77
Åbningstider:
Mandag - fredag:
9:00 - 18:00
Lørdag:
10:00 - 13:00
Søndag:
10:00 - 15:00
Herning

Dalgas Plads 16
7400 Herning

København

Farvergade 4
1463 København K

Vælg venligst land og destination.
Maks. 8 personer pr. billet (kun fly). Man kan kun bestille et værelse pr. billet, som regel op til 2-4 voksne og maks. 3 ekstrasenge til børn.
Live-Chat status:



(Åbner i et nyt vindue)



Luk
country: