Seværdigheder
Den største seværdighed i selve Naama Bay/Sharm el-Sheikh er Rødehavet med det fantastiske liv under vandoverfladen. Er man ikke til snorkel- eller dykkerudstyr, er det en god oplevelse at tage med en glasbundsbåd. Gennem de store glasruder i bådens bund får man et glimrende indtryk af livet i havet og oplever det klareste vand.
Eller bestig Sinai-bjerget, der er 2.285 meter højt. Det var her, Moses ifølge Biblen modtog De Ti Bud. Tager man af sted om aftenen, kan man nyde den smukkeste solopgang over bjergene efter to-tre timers vandring.
Besøg også den fascinerende nationalpark Ras Mohammed, der er utrolig smuk. Her er både oplevelser på landjorden og under havoverfladen.
Når man er i Egypten, kan man næsten ikke komme uden om et besøg i Cairo. At besøge pyramiderne er en storslået oplevelse, og en tur rundt i Cairo by kan bestemt også sætte pulsen op.
Strande
De er simpelthen fabelagtige! Både for de små, der kan bade, lege og bygge flotte sandslotte, men også for de større og for de voksne - især dem, der også vil dykke lidt under havoverfladen. I Naama Bay finder man den flotte, tre kilometer lange sandstrand. Koralrevene er lige uden for - nogle steder kun ti meter fra vandkanten. Det anbefales at benytte badesko.
Tidsforskel
Når klokken er 12 i Danmark, er den 13 i Egypten i vinterhalvåret. Om sommeren er der ingen tidsforskel.
Telefonering
Selvvalg fra Danmark er 00 20 + abonnentens nummer.
Selvvalg til Danmark er 00 45 + abonnentens nummer.
Ud at spise
Det egyptiske køkken er baseret på brød, bønner og grøntsager. Der serveres ofte fisk, kylling eller oksekød til. Det er ikke muligt at få svinekød, da Egypten er et muslimsk land. Dog serveres svinekød på enkelte hoteller og internationale restauranter. På strandpromenaden i Naama Bay kan man få stort set alt - fx engelsk bøf, kinesisk mad og italiensk pizza.
Ikke alle restauranter serverer alkohol. Bravo Tours’ rejseledere anbefaler gerne restauranter, der lever op til gæsternes ønsker. En god middag med en flaske vin koster ca. kr. 350 for to personer.
Valuta
1 egyptisk pund = ca. kr. 0,95 (april 2012). Man får som regel en bedre kurs ved at veksle på feriestedet. Alle internationale kreditkort modtages. Man kan hæve kontanter i hæveautomater. Banken tager et gebyr på cirka kr. 30 pr. gang.
Visum
Visum købes ved bestilling af rejsen. Alle rejsende får i flyet udleveret et indrejsekort, der skal udfyldes og afleveres ved ankomsten til lufthavnen, hvorefter passet stemples. Det kan medføre lidt ventetid i ankomsthallen. Gæster med anden nationalitet end dansk bedes kontakte den egyptiske ambassade. Passet skal være gyldigt mindst seks måneder efter hjemrejsedatoen.
Bravo Tours’ servicekontor
Bravo Tours’ servicetelefonnummer oplyses ved ankomst.