Seværdigheder
Tag en tur nord for Hurghada til El Gouna, der er bygget op omkring en kunstigt anlagt lagune. Stranden er rigtig god til kitesurfing og solbadning og er et dejligt afbræk i ferien. Eller tag ca. 40 km syd for Hurghada til stranden Sharm el Naga, hvor der er gode muligheder for at snorkle direkte fra stranden. Tag også rundt i Hurghada - besøg fx basaren i den gamle bydel, El-Dahar, hvor der sælges alt fra krydderier til tøj og souvenirs. Eller besøg Hurghada Marina med store lystbåde og mange hyggelige spisesteder.
Sport
Vandsportsmulighederne er uanede. Det er muligt at stå på vandski, dykke, træde vandcykel, windsurfe og kitesurfe, og desuden kan man spille golf og ride på heste.
Strande
Lang sandstrand med koralrev nogle steder. Nogle af områderne er lavvandede. Der er mange koraller på stranden og i havet. Det anbefales at benytte badesko. 95 % af strandene er privatejede og hører til hotellerne.
Tidsforskel
Når klokken er 12 i Danmark, er den 13 i Egypten. Det kan ske, at der i en kort periode om foråret og efteråret ingen tidsforskel er, hvis Egypten og Danmark ikke skifter til og fra sommertid samme dag.
Telefon
Når man ringer fra Danmark til et egyptisk nummer, skal der først tastes 00 20.
Når man ringer fra Egypten til et dansk nummer, skal der først tastes 00 45.
Ud at spise
Det egyptiske køkken er baseret på brød, bønner og grøntsager. Der serveres ofte fisk, kylling eller oksekød til. Det er ikke muligt at få svinekød, da Egypten er et muslimsk land. Dog serveres svinekød på enkelte hoteller og internationale restauranter. Ikke alle restauranter serverer alkohol. Bravo Tours’ rejseledere anbefaler gerne restauranter, der lever op til gæsternes ønsker. En god middag med en flaske vin koster ca. kr. 350 for to personer.
Valuta
1 egyptisk pund = ca. kr. 0,95 (april 2012). Man får som regel en bedre kurs ved at veksle på feriestedet. Mange hoteller har en bank på hotelområdet. Alle internationale kreditkort modtages. Man kan hæve kontanter i hæveautomater - normalt mod et gebyr på kr. 30.
Visum
Visum købes ved bestilling af rejsen. Alle rejsende får i flyet eller ved ankomst til Hurghadas lufthavn udleveret et indrejsekort, der skal udfyldes og afleveres i lufthavnen, hvorefter passet stemples. Det kan medføre lidt ventetid i ankomsthallen. Gæster med anden nationalitet end dansk bedes kontakte den egyptiske ambassade. Passet skal være gyldigt mindst seks måneder efter hjemrejsedatoen.
I øvrigt
Der er høje kantstene i området, hvorfor det kan være besværligt for gangbesværede og familier med klapvogn/barnevogn at komme omkring.
Bravo Tours’ servicekontor
Bravo Tours’ servicetelefonnummer oplyses ved ankomst.