Blændende hvidkalkede huse med azurblå vinduer og døre. Små hvide kirker, der runder sine kupler op mod den blå, blå himmel. Jomfru Maria i vejkanten alle vegne og små fiskerlejer med både, der hver morgen lander de friskeste fisk i alle størrelser og farver. Og så er der ikke mindst grækerne. Dette smukke folkefærd i både ånd og form. Smilende, kædedansende, syngende, nysgerrige og ikke mindst gæstfrie. Selvom det græske øhav har været et kært rejsemål for millioner af mennesker i de sidste 30 år, har både befolkningen og naturen som hovedregel bevaret sin uskyld. At der ikke har sneget sig mange ”unoder” ind i kulturen kan også smages på maden og ikke mindst i retzina’en - denne mærkelige harpiksagtige drik, som simpelthen kræver, at man har duften af blomster og øhavets helt specielle tørre, varme luft i næsen for at få den fulde smagsoplevelse.
Grækerne elsker børn og har svært ved at gå forbi et lille lyshåret hoved uden at klappe det. Der er også sørget for de smukkeste og mest romantiske solnedgange, man kan forestille sig, mens man sidder dér på tavernaen og siger farvel til dagen. Bagefter er der koncert. Hver eneste aften og nat synger cikaderne øredøvende og vidunderligt.
Find din ø til din familie eller bare dig selv. Du kommer altid rigere hjem fra en rejse i det græske.