Thailand golf

Banyan Golf Course

Banyan er den nyeste af banerne i Hua Hin, og man må konstatere, at det også er en særdeles ambitiøs golfbane. GolfEAST, der har designet og stået bag etableringen af banen, står også bag andre topbaner i Østen, bl.a. Blue Canyon på Phuket, som Touren har benyttet flere gange og rangerer højt. GolfEAST mener endda, at Banyan har muligheden for at blive én af de allerbedste baner i Sydøstasien. Det er et smukt syn, der møder en, når man træder ind på The Banyan. Banen er flot integreret i naturen mellem træer og klipper. Udfordringer som søer er i spil på fem huller, og et vandløb krydser seks huller. Banen er i par 72. Det smukkeste syn finder man på teestedet på hul 15. Her ser man bjergene omkring og det blå hav i baggrunden. Med Bravo Tours kan man desuden vælge at bo i én af de 5-stjernede villaer på golfbanen. Nogle med privat pool og mange med god plads til fire voksne. Banyan er dermed en skøn helhedsoplevelse, når man skal holde ferie og spille golf samtidig. Som på de øvrige baner i området, er der skønt klubhus og restaurantfaciliteter.
www.banyangolfresort.com

Thailand golf

Black Mountain

Topklasse golf, fantastiske omgivelser og en dejlig venlig atmosfære gør Black Mountain til en skøn oplevelse. Ca. 15 minutter fra centrum i Hua Hin finder man denne fantastiske golfbane. 6500 meter par 72 og beliggende i et let kuperet område med masser af udfordringer. Der er søer og vandløb, niveauforskelle og utroligt mange interessante huller, der dels er et flot syn, men også en golfmæssig stor oplevelse. På de fleste huller er der relativt god plads til at lande bolden, men der er også huller, hvor man ryster lidt på teestedet ,som fx hul 7, hvor der er vand på begge sider af fairway. Også det lange hul 6 kan være en udfordring. Godt nok går det ned af bakke meget af vejen, hvor man får foræret nogle meter, men greenen bliver så pludselig en opgave, da der er meget vand omkring. Generelt må man sige, at for golfspilleren med et almindeligt drive, er banen ganske venlig, mens dem, der slår rigtig langt, skal tænke sig lidt mere om. Greens er store, man har mange muligheder for pin placeringer. Black Mountain er i øvrigt svensk-ledet. Der er et stort flot klubhus med en dejlig restaurant.
www.bmghuahin.com

Thailand golf

Imperial Lake View

Der findes mange golfbaner omkring Hua Hin. Til de bedste hører Imperial Lake View i Cha Am, en indlandsbane med 27 huller, der løber forbi mindre farme og store ananasplantager i et bølgende terræn fyldt med søer. Hele arealet var engang genstand for ananasproduktion. Greens, der ikke kan ses fra teestederne, gør her en runde til lidt af opdagelsesrejse. Blinde slag er der mange af, så man undgår næppe besværligheder første gang, man spiller Lake View. Gamle, høje palmetræer i tusindvis markerer fairways, så det gælder først og fremmest om at holde bolden i spil. Både terrænet og søerne gør, at man skal træffe beslutninger lige fra første hul og placere sin bold rigtigt på de smalle fairways. Når par 4-hullerne doglegger halvvejs, skal man tænke en ekstra gang over drivets placering, inden man slår. Signaturhullet over alle er 14., par 3, med både teestedet og greenen ude i en sø. Her kræves gode nerver. Nogle vil elske dette spektakulære hul - andre hade det.
Klubhuset ligger i øvrigt ved Imperial Lake View Hotel.
www.imperialhotels.com

Thailand golf

Majestic Creek

For foden af bjergkæden, der deler Thailand og Burma, ligger The Majestic Creek Country Club cirka otte kilometer nord for Hua Hin, en anden oplevelse end resortbanerne, idet Majestic Creek er omgivet af små farme, hvor der dyrkes ananas, bananer, mango og sukkerrør. Thaliands førende banearkitekt, Sukitti Klangvisai, har udfoldet stor fantasi og skabt flere frygtindgydende huller, der kræver lange, præcise drives til smalle fairways. Dertil kommer et utal af kunstige vandhazarder plus flere naturlige vandløb. Udfordringerne begynder allerede på første hul, på papiret et let par-4, hvis man spiller det ad den konventionelle vej. Dogleg-udformningen inviterer til at skære hjørnet med drivet - i håb om en birdie-start. En sådan satsning bringer imidlertid hazarderne i spil, så det er i virkeligheden knald eller fald. Sådan er det i øvrigt også på mange andre huller. Den generelle sværhedsgrad lempes af, at fairways er tilsået med en særlig græsart, soysia, som bærer bolden så godt oppe, at det er rimeligt let at slå fairwaykøller.
www.golfhuanhin.com

Thailand golf

Palm Hills

Kun to år efter sin åbning i 1991 blev de 18 smukke huller i Palm Hills Resort & Country Club uden for Hua Hin brugt til Thailand World Pro-Am Tournament, en cadeau til banearkitekten Max Wexlers spændende og afvekslende lay out, der ved den lejlighed blev rost til skyerne af arrangøren, PGA of Great Britain. Det er både en naturmæssig og en spillemæssig oplevelse, man får på Palm Hills-banen, fordi den ligger 80 meter over havets overflade med panorama-udsigter over både Siam Bugten og til Petchaburis-bjergene. Et blændende farveorgie af bougainvilla-blomster gør næsten ondt i øjnene!
Bløde, ondulerede fairways betyder, at bolden ikke løber ret langt efter nedslaget. Til gengæld sprinter den af sted på de lynhurtige greens, hvor man skal være ikke så lidt af en kunstner for at undgå tre-putts. Der er vand i spil på 12 huller - med 2., 8., 11. og 14. som dem, der skal spilles med størst omtanke og præcision - hvis man ikke skal miste bolde og indkassere straffeslag. Også det delvist blinde 10. hul kræver stor taktisk og teknisk kunnen.
www.palmhills-golf.com

Thailand golf

Royal Hua Hin

En aristokratisk bane. Sådan kan The Royal Hua Hin Golf Course, nabo til Hua Hins berømte banegård på strækningen Bangkok-Singapore, bedst beskrives. Det skyldes, at den var Thailands første golfbane - åbnet helt tilbage i 1924 - og at de mange år har givet banen den særlige atmosfære, man kender fra klassiske, britiske parkbaner. Det var da også en skotte, O. A. Robbins, der designede Royal Hua Hin, da han arbejdede som jernbaneingeniør i Thailand. Han spekulerede overhovedet ikke i vandhazarder, og selv om banen blev gennemgående renoveret i 1980’erne, findes der stadig ikke vandhazarder. Alligevel har banen for foden af Flintstone Hill (Khao Hin Lek Fai) rigeligt med udfordringer - ikke mindst fordi høje, gamle træer afgrænser stort set samtlige fairways. Spillet foregår nærmest i eventyrlige jungleomgivelser, hvor man fx jævnligt stifter bekendtskab med nysgerrige aber. Hullet, man husker fra Royal Hua Hin, er 14., par 3, hvor et gammelt, smukt thai-tempel er en pittoresk baggrundskulisse. Udsigten over Hua Hin og Siambugten og er også mindeværdig.
www.golfhuahin.com

Thailand golf

Springfield Royal

Ca. 20 kilometer nord for Hua Hin ligger Springfield Royal Country Club, hvor selveste Jack Nicklaus har skabt 27 spændende huller i resortet Springfield Village Golf & Spa. I et let bølgende, frodigt landskab i skyggen af bjergene venter her både en æstetisk og golfmæssig oplevelse, man vil huske for livet.
I bedste Jack Nicklaus-stil er Springfield nærmest ”oversvømmet” med vandhazarder, idet ikke færre end 18 af hullerne har vand i spil. Specielt hullerne 19-27 kræver nogle voldsomme satsninger - eller forsigtigt/fornuftigt spil - i forbindelse med vandhazarderne. På fem huller i træk - fra 22. til og med 26. hul - er der så mange søer, at man mere fokuserer på vand end på land! Et paladsagtigt klubhus fuldender indtrykket af en eventyrbane.
Springfield har siden sin åbning i 1993 rangeret blandt Thailands Top 10-baner, dels på grund af sit fascinerende lay out og dels på grund sin høje pasningsmæssige standard. Også driving range hører til landets bedste, og derfor træner mange af de bedste asiastiske tourspillere her.
www.springsfieldresort.com

Luk
Vil du kontaktes?
Vi kontakter dig, så snart vi har mulighed for det, indenfor vores åbningstider
Navn:
Telefonnummer:
Email:
Evt. bemærkning:
Send
Telefon:
Salg 70 10 10 77
Åbningstider:
Man-Fre:
9:00 - 18:00
Lørdag:
10:00 - 13:00
Søndag:
10:00 - 15:00
Herning

Dalgas Plads 16
7400 Herning

København

Farvergade 4
1463 København K

Vælg venligst land og destination.
Live-Chat status:



(Åbner i et nyt vindue)



Luk