Anfi Tauro Golf
Anfi Tauro Golf i Tauro-dalen ved Mogan er en spændende og opsigtsvækkende 18-hullers-bane, der åbende i efteråret 2007. Med sit ørkenpræg à la Arizona ligner den ikke nogen anden bane på øen, så her venter virkelig en særpræget oplevelse. Arizona-præget skyldes, at det verdenskendte amerikanske arkitektfirma von Hagge, Smelek & Baril har udtænkt det dramatiske layout, så de grønne fairways snor sig mellem sandede arealer, store palmetræer, kunstige søer, løse klippeblokke og vulkanske bjerge. Banen var mange år undervejs, fordi projektet, der er et resort med luksusvillaer og -lejligheder, på et tidspunkt blev solgt til en investorgruppe, der ikke magtede opgaven økonomisk. I stedet tog grundlæggeren af Anfi Tauro, nu afdøde, norske Björn Lyng, over og færdiggjorde Anfi Tauro, der desuden har en udfordrende 9-hullers par-3 bane, hvor man gør klogt i at teste sit korte spil, inden det går løs med de store udfordringer på 18-hullers-banen. www.anfitauro.es
|
|
El Cortijo
Det er ikke just afveksling, der mangler på El Cortijo-banen nord for byen Telde ved motorvej G1 - midtvejs mellem Las Palmas og lufthavnen på Gran Canaria. På de første ni huller »hyggespiller« man nærmest på et relativt fladt areal, hvor skæve drives ikke straffes særligt hårdt, men siden følger ni kuperede huller, som nærmest er skåret ud mellem klipperne - med sandsynlighed for en scoremæssig katastrofe på hvert eneste hul, hvis man ikke rammer fairway fra teestedet. Når man kører ind til banen fra motorvejen, ser man kun den flade, første banehalvdel, som nærmest minder om en skotsk links med kunstige jordknolde omkring greens. Derfor forbavses man uvilkårligt, når man konfronteres med dramatikken på de sidste huller. Her skal man flere steder glemme driveren, hvis man kan slå et 2- eller 3-jern fra teestedet. Til og fra El Cortijo passerer man en 18-hullers par 3-bane, Golfcenter El Cortijo. Den kan man spille i projektørlys indtil midnat - en spøjs oplevelse. www.elcortijo.es
|
Golf Maspalomas
Gran Canarias næstældste golfbane, Maspalomas Golf, er en klassisk bane, og den karakteristik skal absolut opfattes som en cadeau i forhold til nye, kommercielle baner, hvor fredfyldt atmosfære måske ikke kommer i første række. Golfturister vender år efter år tilbage til Maspalomas Golf, selv om banen er 40 år gammel. Dét skyldes, at den har 18 hyggelige og regulære huller, hvor intet uforudset overrasker selv førstegangs-gæster, og hvor ingen huller ligger tæt på andre. Velplacerede, synlige bunkers og forholdsvis små greens kendetegner den gå-venlige bane ud til klitterne mellem Playa del Inglés og Maspalomas, og mange ærgrer sig sikkert over, at der ikke som i 1980’erne findes 36 Maspalomas-huller. Heldigvis var det de 18 bedste huller, der blev bevaret. www.maspalomasgolf.net
|
|
Meloneras Golf
Lopesan Meloneras golf har direkte udsigt til det blå Atlanterhav fra de fleste huller. Banen ligger på en bjergskråning på Costa Meloneras mellem Maspalomas og bådehavnen Pasito Blanco. Den kendte amerikanske banearkitekt Ron Kirby har designet Lopesan Meloneras Golf, så hullerne falder naturligt ind i bjergskråningen. Banen begynder med et let, fladt par 4-hul, men starthullet indikerer absolut ikke, hvad der venter af besværligheder senere på runden. På to huller skal bolden slås over dybe vulkanraviner, ligesom 1100 store palmetræer kan være forhindringer, hvis man ikke spiller midt på fairways. Tekniske finesser mangler ikke på Meloneras Golf, der har kostet 15 millioner euro og var hele ti år undervejs. Banens vandingssystem er satellitstyret, og alle banens buggies har GPS-system, der fungerer som en kørende baneguide. En særlig salt-tolerant græsart holder banen grøn med mindst mulig vanding. http://www.lopesanhotels.com/en/golf-hotel-6.html
|
Real Club de Golf de Las Palmas - Bandama
Real Club de Golf de Las Palmas var Spaniens første golfklub, stiftet i 1891. Banen ligger på kanten af vulkankrateret Caldera de Bandama ved velhaverbyen Santa Brigida en halv snes kilometere øst for Las Palmas. Alene banens fysiske beliggenhed i de vulkanske, men også frodige omgivelser med masser af palmer, pinjer og mimoser gør - sammen med udsigten til Atlanterhavet i horisonten mod øst - en runde på Bandama-banen til en stor naturmæssig oplevelse. Den berømte banearkitekt Mackenzie Ross tegnede banen, og det gjorde han så godt, at hverken hullernes forløb eller udformning har ændret sig nævneværdigt siden 1957. I det bjergrige terræn varierer hullerne meget rent højdemæssigt, så man skal være i rimelig fysisk form for at klare banen til fods. Højdeskræk skal man heller ikke lide af, hvis man gerne vil kigge ned i det 200 meter dybe og 800 brede vulkankrater, som Bandama efterlod sig. www.realclubdegolfdelaspalmas.com
|
|
Salobre Golf Resort
Der er to 18-hullers-baner på Salobre Golf Resort i bjergene ved Bartolomé de Tirajana nogle få kilometer vest for Maspalomas. Ingen af banerne er lavet for gående, men for kørende golfspillere. Både den gamle og den nye bane har mange tricky huller, hvor vildfarne bolde havner i barske klippepartier - med særdeles uberegnelige rikochetteringer til følge. På den gamle bane ligger nogle af hullerne så tæt, at der er fare for at blive ramt på eller fra en fremmed fairway. Sådan er det ikke på den nye bane, hvor klippegrund adskiller de fleste fairways. Længdemæssigt afskrækker ingen af banerne, men forskellige stancer på de kuperede fairways betyder mange teknisk svære slag. www.salobregolfresort.com
|