Bravo Tours gør safarirejser både bedre og billigere
Simba er løvernes konge og navnet på en ny safari, der introduceres af Bravo Tours, der er en af Danmarks største safariarrangører.
Den nye safari omfatter såvel sejltur på Naivasha-søen, tre dage på verdens mest dyrerige savanne, besøg på Karen Blixens Farm i Nairobi og badeferie ved Det Indiske Ocean syd for Mombasa. Prisen er cirka kr. 17.000 for denne mellemklassesafari i Kenya.
Bravo Tours har desuden tre andre safarirundrejser i landet, hvor safarien opstod - bl.a. den klassiske Blixen-safari og en udvidet 13-dages Grand Blixen Safari med afsluttende badeferie. Næsten 80 procent af Bravo Tours’ gæster bruger nogle dage ved Det Indiske Ocean til at fordøje de dramatiske indtryk fra savannen.
- Vi har ændret safariprogrammerne, så de lange transportstrækninger bliver skåret over, således at der bliver flere game drives (safarikørsel) undervejs til de virkeligt store oplevelser, siger Bravo Tours’ administrerende direktør, Peder Hornshøj.
Direkte til Tanzania
Også i verdens næststørste safariland, Tanzania, ændrer Bravo Tours sit program radikalt. Fra efteråret flyves direkte via Amsterdam til Kilimanjaro til en nykomponeret safari til Tarangeri, hvor der bl.a. er masser af elefanter, og hvor gæsterne bor i luksustelte ved Manyara-søen.
Verdens største savanne, Serengeti, og Ngorongoro-krateret er de vigtigste ingredienser på denne safari, hvor der er mulighed for at forlænge med badeferie på øen Zanzibar, der hører til Tanzania.
- Man sparer mange timers kørsel på dårlige afrikanske landeveje ved at flyve direkte til Tanzania, så det er en nyhed, vi forventer os meget af. Og - mindst lige så vigtigt - safarien bliver billigere, siger Peder Hornshøj.
Smukke Sydafrika
Sydafrika bliver voldsomt eksponeret i 2010 på grund af slutrunden om fodbold-VM. Landet, der kaldes verdens smukkeste, er også et safariland. Bravo Tours introducerer en safari i den verdensberømte Kruger National Park.
- Sydafrika er langt væk, men oplevelserne kommer helt tæt på. På denne safari er der indlagt ekstra naturoplevelser, og det er muligt at kombinere safarien med en uges ophold i Sydafrikas metropol, Cape Town. Prisen er særdeles attraktiv, og vi har naturligvis danske rejseledere på safarien, siger Peder Hornshøj.
Bravo Tours har i nogle år haft succes med eksklusive safarier til bjerggorillaerne i Uganda. Også denne safari, hvor der indgår en udfordrende trekking op til bjerggorillaerne, er forbedret, så både pris og strabadser bliver mindre.