Sikker solferie i Emiraterne
14.10.2009
Billige kvalitets-charterrejser med Bravo Tours til Emiraterne ved Den Persiske Golf
Bravo Tours sendte fredag, den 30. oktober, sit første charterfly til De Forenede Arabiske Emirater med glade og forventningsfulde gæster fra Billund Lufthavn. Primera Airs Boeing 737-800 flyver hver fredag til Ras al-Khaimah International Airport med gæster til Dubai, Fujairah og Ras al-Khaimah - tre af de syv emirater ved Den Persiske Golf.
Dubai og de øvrige emirater er eksotiske feriesteder, men langt fra dyrt. Bravo Tours er første danske charterrejsearrangør i Emiraterne, og der er aftalt fordelagtige kampagnepriser for den første sæson.
Som led i introduktionen blev der tilbudt flyrejse og en uges ophold på luksushotel for under kr. 3.000.
Ny epoke
Bravo Tours starter med Emiraterne på programmet en ny epoke for charterrejser. Dubai og naboemiraterne overskygger det meste af markedet i overdådighed, kvalitet, ny og gammel fremmed kultur, fremskridt og himmelstræbende arkitektur.
Emiraterne ligger så langt mod sydøst, at vejret er helt i top, og Bravo Tours tilbyder en meget høj hotelstandard til priser, der ikke er set før. Der er ganske enkelt så meget at opleve i Emiraterne, at det er svært at nå alt det, man gerne vil, på en uge.
Dubai er det næststørste af de syv forenede emirater og er blandt andet kendt for sin imponerende skyline med spektakulære bygninger, og der er kunstigt anlagte øer med boliger og marinaer i luksusklasse. Der er shopping og restauranter i verdensklasse, gode strande og et liv, selv de største metropoler misunder.
Paradis med skønne strande
Det bjergrige emirat Fujairah ligger halvanden time fra Dubai, har 130.000 indbyggere og er et ideelt turistområde med sine skønne strande ud mod Det Indiske Ocean.
Ras al-Khaimah betyder Teltets Top. Emiratet, der er på størrelse med Lolland og har 300.000 indbyggere, grænser op til Oman. Byen af samme navn har 263.000 beboere og består af den gamle bydel og Nakheel på hver side af floden, der løber gennem byen.
Ras al-Khaimah er i februar vært for America's Cup.
Sommeren i Dubai og Fujairah er rigtig varm, men fra november til april er der meget mildt, behageligt varmt og pragtfuldt.
De Forenede Arabiske Emirater er cirka dobbelt så stort som Danmark, men har kun halvt så mange indbyggere. Et godt billede af udviklingen er, at kun 12 procent af indbyggerne i Dubai har Dubai-pas, og kun halvdelen af indbyggerne er lokalt fødte. Det betyder bl.a., at en stor del af de mennesker, der arbejder på hoteller og restauranter, er udlændinge med stor erfaring med service og gæster fra andre lande.