Satirisk optakt til fodboldlandskamp
19.10.2010
Bravo Tours tager Krabbe og Mølby med til EM-kampen på Island
Det bliver sikkert mega-uhyggeligt og temmelig morsomt, når de satiriske fodboldeksperter Jan Krabbe og Carsten Mølby giver deres bud på holdopstilling og taktik, inden kampen mellem Danmark og Island i Reykjavík i EM-kvalifikationsturneringen.
De to komikere Esben Pretzman og Rune Tolsgaard er kendt blandt andet som to tredjedele af Drengene fra Angora og som havenisser i en reklamefilm. Under VM i fodbold i Sydafrika i sommer udgav de i rollerne som Krabbe og Mølby en fodbold-ABC på DR TV over 31 dage.
- Vi har sikret os 130 billetter til landskampen 4. juni, og inden kampen samler vi vore gæster på hotellet, hvor Jan Krabbe og Carsten Mølby øser af deres viden om Island, fodbold og giver deres bud på, hvordan Danmark skal spille for at vinde, siger Bravo Tours’ administrerende direktør, Peder Hornshøj.
Jan Krabbe afholder sig sikkert ikke fra at fortælle en mega-uhyggelig islandsk saga, mens Carsten Mølby indtager et arsenal af snacks og kage.
Fodboldrejsen til Island varer tre dage med mulighed for at se nærmere på verdens nordligste hovedstad og den smukke natur omkring Reykjavík.

Jan Krabbe og Carsten Mølby blev kendte som fodboldeksperter under VM i Sydafrika.
http://www.dr.dk/Sporten/Fodbold/VM2010/Satire/20100602145118.htm