Rejserabatter, der batter
20.01.2012
Bravo Tours giver i 2012 30 millioner kroner i rabat på ferierejser
Danmarks tredjestørste rejsearrangør forærer i år sine gæster et rekordstort beløb i rabatter. Bravo Tours havde et positivt regnskabsresultat i 2011 og belønner nu de kunder, der bestiller deres rejse i god tid, med rabatter på op til 1.150 kroner pr. rejse.
- Totalt har vi afsat 30 millioner kroner til forskellige former for rabat. Det er et væsentligt større beløb end tidligere år, for vi vil gerne sælge rejserne i god tid. Det giver os god tid til planlægning, og til at gøre ferien til en garanteret god oplevelse, siger administrerende direktør Peder Hornshøj, Bravo Tours. Desuden kan vi konstatere, at de gæster, der har den allerbedste ferieoplevelse, er dem, der har bestilt i god tid. Jeg tror, det også har noget med forventningens glæde at gøre, siger rejsedirektøren.
- Mange af vores gæster rejser uden for højsæsonen, hvor der er ekstra store rabatter at hente. Det gælder blandt andre seniorer, der i mange tilfælde tager børnebørnene med på ferie, siger Peder Hornshøj.
De fleste charterrejser er af en uges varighed, men et stigende antal vælger to og tre uger, da prisen pr. feriedag bliver langt lavere med en længerevarende rejselængde.
Børn og unge under 18 år får hos Bravo Tours store rabatter året rundt. I maj kan man fx tage børn med til Bulgarien for kun kr. 1.498, men der er altid fordelagtige tilbud for børn på alle destinationer.
Singler med og uden børn
Mange danske familier består af én voksen med et eller flere børn. Disse familier kan normalt ikke opnå rabatfordele på charterferier, men de imødekommes af Bravo Tours.
Voksne, der rejser alene med et eller flere børn, kan få gode rabatter på en række hoteller på den spanske solkyst, Rhodos, Kreta, Zakynthos, Mallorca og i Tyrkiet, Bulgarien - også i skolernes sommerferie.
- Bravo Tours er umiddelbart den eneste rejsearrangør, der giver rabat til børn, der rejser med én voksen. Hos alle andre skal børn rejse med begge forældre eller to andre voksne for at opnå rabat.
De fleste charterturister rejser parvis eller med børn, og næsten alle hoteller er indrettet til, at der skal bo mindst to personer på værelserne. I Bravo Tours tager vi dog så vidt muligt hensyn til, at en stor del af danskerne er singler, som rejser alene. Vi undlader derfor at tage ekstra-betaling for eneværelser uden for de absolutte højsæsoner, fortæller Peder Hornshøj.