Charterrejser til De Dansk Vestindiske Øer
28.02.2011
Bravo Tours forventer at sende 5.000 danskere til de tidligere danske øer i Caribien næste vinter
De Dansk Vestindiske Øer i Caribien er årets store danske charterrejsenyhed. Bravo Tours flyver fra oktober hver uge til de tidligere danske øer, der nu hedder US Virgin Islands (Jomfruøerne).
Bravo Tours, der er en af Danmarks førende rejsearrangører med et bredt program, udvider dermed helt usædvanligt med charterrejser til et oversøisk rejsemål mod vest.
- Caribien er et drømmerejsemål for de fleste danskere, og De Dansk Vestindiske Øer har alt det, som andre caribiske øer har, og tillige det danske islæt i form af et par hundrede års historie, siger Bravo Tours’ administrerende direktør, Peder Hornshøj, der lover priser under 10.000 kroner for direkte flyrejse og 14 dages ophold. Første afrejse fra Billund bliver 14. oktober og fra København 21. oktober.
Selv om det snart er 100 år siden, at Danmark solgte De Dansk Vestindiske Øer til USA, er der fortsat masser af danske navne og gadeskilte på St. Thomas, St. Croix og St. John.
I efteråret og vinteren er gennemsnitstemperaturen 25 grader, og to af øernes eksotiske strande hører til verdens ti bedste. Hygge, afslapning og positiv interesse for Danmark og danskere er noget af det, der venter de 5.000 danske turister, som Bravo Tours forventer at sende til De Dansk Vestindiske Øer i første sæson.
- Bravo Tours har som et af sine mål at forny charterrejsen, men med respekt for de gamle dyder. Vi garanterer veluddannede dansktalende rejseledere og høj kvalitet på hotellerne.
De Dansk Vestindiske Øer bliver virkelig et kvalitetsprodukt, der manifesterer charterrejsens høje niveau, siger Peder Hornshøj.