Bravo Tours redder situationen
29.10.2008
Ferierejsen sikret for næsten alle, der skulle have fløjet med Sterling Airlines
I løbet af onsdag lykkedes det for Bravo Tours at finde alternativer til de flyrejser, der blev annulleret, da Sterling Airlines A/S gik konkurs. En del af de 2.500 Bravo Tours-gæster, der skal rejse i de kommende dage får lidt senere afrejsetider, men kun få får deres rejse aflyst, fordi Sterling Airlines fly ikke længere er til rådighed.
- Ved hjælp af vore gode kontakter i flybranchen er det lykkedes at finde ledige fly til weekendens chartergæster fra Billund, København og Aalborg til Azorerne, De Kanariske Øer, Tunesien og Egypten - og til de gæster, der skal hjem fra deres ferier, fortæller Bravo Tours administrerende direktør, Peder Hornshøj.
Sterling Airlines var Bravo Tours største flytransportør, men trods flyselskabets konkurs, forløb Bravo Tours salg af vinterrejser onsdag normalt.
- Der var sågar efterspørgsel fra gæster, der vil af sted allerede torsdag. Det betragter vi som stor tillid fra gæsterne til, at vi nok skal få løst problemerne, og sådan er det heldigvis også gået, siger Peder Hornshøj.
Af tretten planlagte flyafgange til og med mandag havde Bravo Tours onsdag aften fundet løsninger for de tolv. Kun en afrejse til Gran Canaria fra Aalborg arbejdes der fortsat på at finde et alternativ til.