Søg
Safari indkvartering

Lodges

Indkvartering i naturen - naturligvis!
På en safari er det primære ønske naturligvis at få en enestående oplevelse af dyr og natur. Men indkvarteringen skal også være i orden, og det er den, når man rejser med Bravo Safari.
Alle vores indkvarteringssteder ligger optimalt i forhold til, hvor dyrene færdes. Naturligvis. For nok skal indkvarteringen være i orden, men nærheden til dyrene er altid vigtigst på en safari!  Der er forskel på kvalitet. Og kvalitet og pris hænger sammen. Bravo Safari benytter udelukkende indkvarteringssteder, hvor der ikke er gået på kompromis med kvaliteten, og vi har indkvartering for enhver smag og pengepung. I safariområderne benytter man ofte begrebet en lodge om et lille kompleks af hytter og/eller telte. Lodgen er ofte et lille, indhegnet område, hvor man kan gå en lille tur på området og bevæge sig en smule rundt. På de kommende sider præsenteres mange af Bravo Safaris indkvarteringssteder på safarierne. Indkvarteringen er altid med helpension - morgenmad, frokost og aftensmad. På individuelle safarier kan man naturligvis prøve forskellige indkvarteringsniveauer.

Bravo Safari har fire kategorier indkvartering.

Safari-kategori 3:
Indkvartering i safarilodge, i hytter med gode værelser med privat bad og toilet. Indkvarteringsniveauet er fornuftigt uden at bære præg af luksus. Værelset har dobbeltseng eller to enkeltsenge, borde, stole, skabsplads, badeværelse med toilet og bruser, ofte moskitonet og egen, mindre terrasse eller balkon med udsigt til safariområdet, en flod eller lodgens grønne arealer.

Safari-kategori 4:
Som ovenstående, men værelserne er noget større og af lidt bedre kvalitet. Til gengæld er der oftest lidt færre værelser på lodgen, og stemningen lidt mere intim.
Maden er på et flot niveau, og servicen rigtig fin og af lidt mere personlig karakter. Overalt på lodgen anes den gode kvalitet, både på værelser, fællesområder og restaurant. Et rigtigt godt udgangspunkt for en flot safari.

Safari-kategori 5:
Disse lodges er typisk mindre steder, udsøgt placeret og ofte meget langt fra de helt store lodges og mange turister. Måltiderne er af international karakter og på et flot niveau. Man bor i smukt dekorerede og stemningsfulde værelser. Ofte benyttes lodgens egne biler og visse steder har man privat butler. Dygtige kokke tilbereder mad i fornem kvalitet. Nogle lodges flyver man til og fra.
Ligger disse pragtfulde lodges i private safariområder eller uden for nationalparkerne og reservaterne, tilbydes ofte mange ekstra aktiviteter af særlig spændende karakter - fx kørsel i helt åbne biler, vandresafariser med højtuddannede safariguider, natsafaris.

Safari-kategori Unik:
Når man ankommer til stedet, tænker man: ”Er dette muligt?”, ”Det er dog utroligt!” - eller noget tredje. Stedet prenter sig i hukommelsen for altid. Alting går op i en højere enhed. Og bagefter er det svært at fremhæve noget frem for noget andet. Var det udsigten, betjeningen, det store luksuriøse værelse, gourmetmaden og den tilhørende årgangsvin eller den unikke beliggenhed. Sådanne indkvarteringssteder findes naturligvis. Og de er en oplevelse, man ikke kan forestille sig. Derfor safari-kategorien ”Unik”.

Safari indkvartering

Telt-camps

Ønsker man at opleve stemningen fra dengang, Finch Hatton, Ernest Hemingway og Karen Blixen udforskede savannen, skal man bo i telt. Der er en helt særlig stemning, når man bor i telt midt i naturen. Stemningen sætter sine spor i sjælen for altid. At bo i telt på savannen er en cocktail fra en næsten svunden tid med ingredienser som romantik, stemning, atmosfære og en nærhed med naturen - tilsat komforten fra vor tid. Der er naturligvis forskel på niveauet, når man bor i telt, men i Østafrika man kan roligt glemme alt om spejderlejre og musik­festivaler, hvor man bor to og to i iglotelte.

På safari i Botswana bor man dog i tomands-telte ude midt i bushen. Disse telte er lidt mere basis sammenlignet med indkvarteringsniveauet i Østafrika, og derfor under den teltstandard der bliver beskrevet her på siden. Stadig er teltet så stort, at man kan stå op i teltet. Teltene på safarien i Botswana er uden eget bad, toilet og senge, da det er mere væsentligt, at indkvarteringen er så mobil som muligt, og safarien så autentisk som i gamle dage. Til gengæld slås teltene op midt på savannen, vandet til morgenens brusebad opvarmes af solen, og maden tilberedes over bål af den medrejsende kok og hans hjælpere.

Alle telte, som Bravo Safari benytter i Østafrika er i fuld stå-højde, med senge og bad og toilet - som minimum. Men der er små, vigtige forskelle:

Safari-telt-kategori 3:
Indkvartering i forholdsvis store, veludstyrede telte med eget bad og toilet, med dobbeltseng eller to enkeltsenge. Teltene står oftest på terrasse, så der er muret gulv under teltet. Badeværelset er med fliser på væggene, der er træk-og-slip-toilet og bruser. Der er terrasse med udsigt til safariområdet, en flod eller lignende.

Safari-telt-kategori 4:
Teltene er udstyret som ovenfor, men noget større, og såvel telt som toilet- og badeforhold er af en lidt bedre kvalitet. Servicen er noget højere, maden er rigtig god, og stemningen generelt som ”i gamle dage”. Beliggenheden er rigtig god og et godt udgangspunkt for en safari uanset årstid.
 
Safari-telt-kategori 5:
Et rigtig godt sted at starte en uforglemmelig safari, fordi lejren er et godt stykke fra, hvor de mange turister kommer, og stedets få telte har elektricitet, veludstyrede badeværelser og ligger ofte tæt på en flod eller med udsigt over savannen. De store, stemningsfulde telte har brede senge, skrivebord, oftest læderstole i den ”lille” stue, hvor man kan nyde en cognac til kaffen efter en udsøgt middag tilberedt af en dygtig kok, og man kan slutte dagen med en bog i biblioteket i skæret fra faklerne eller olielamperne.

Safari-telt-kategori Unik:
Luksuriøse telte. Brede store senge. Dybe stole. Den bedste kaffe eller te at starte dagen med. Udsigter, der skal opleves. Service af en anden verden. Atmosfære fra en svunden tid. Telte og steder hvor man ønsker at blive. Det intime, stemningen, nærværet fra personalet. Unikke beliggenheder. Storslået natur. Stjernehimmel og stjernestunder. Oplevelsen er unik fra start til slut.

Luk
Vil du ringes op?
Vi ringer, så snart vi har mulighed for det, indenfor vores åbningstider
Navn:
Telefonnummer:
Evt. bemærkning:
Send
Telefon:
70 10 10 77
Åbningstider:
Man-Fre:
9:00 - 18:00
Lørdag:
10:00 - 13:00
Søndag:
10:00 - 15:00
Herning

Dalgas Plads 16
7400 Herning
Admin. tlf. 96 27 37 80

København

Farvergade 4
1463 København K
Admin. tlf. 96 27 37 80

Vælg venligst land og destination.
Luk